Lever bankerne op til ansvaret?
Det viser vores egne løbende målinger af de små og mellemstore virksomheders muligheder for at få finansieret vækst og udvikling af deres virksomheder.
Vi kan også konstatere, at det ikke hjælper meget på for eksempel bankernes udlånslyst, at man kan dokumentere en sund virksomhed gennem mange år på trods af eksempelvis enkelte år med underskud, og under de forhold siger det sig selv, at også de vækstvirksomheder, vi higer efter i Danmark, har helt enorme udfordringer.
Det sørgelige ved situationen er, at hvis der er én ting, der effektivt vil booste hele Danmarks vækst, så er det bedre lånemuligheder. Tidligere kunne vi give finanskrisen skylden for banker og finansieringsinstitutternes uvilje mod at låne ud til selv sunde SMVer.
Men branchens kraftige tømmermænd er for længst dampet af, så i dag er vi nødt til at betragte finansieringsproblemerne som et strukturelt problem og et blivende vilkår for SMVerne.
Et problem, der bremser både den enkelte virksomheds vækst og hele Danmarks vækstskabelse.
"Vil du have et lån, skal du bevise, at du ikke har brug for et lån".
Sådan lyder det populært sagt blandt Håndværksrådets medlemmer, og der er unægtelig noget om snakken. Vores medlemsvirksomheder skal jo dokumentere over for banken, at et lån vil være en god forretning for banken.
Det vil sige, at attachetasken skal bugne af gennemarbejdede business-cases, af sunde regnskaber og af velspækkede ordrebøger, når man går gennem bankernes glasdøre. Selvfølgelig må bankerne stille krav til virksomhederne, men det må ikke tage overhånd!
Det er ingen hemmelighed, at særligt bankerne efter finanskrisen har lidt et prestigetab, og at deres troværdighed derfor er i bund set med både virksomheders og privates øjne.
Det er ikke en situation, der glæder nogen, så vi kan kun appellere til bankerne om at løse problemet hurtigst muligt ved igen at låne ud til sunde virksomheders sunde projekter.
Lige nu lever mange banker kort sagt ikke helt op til det ansvar, de har som en del af erhvervslivets økosystem. Det rammer hele samfundet.
I dag er vi nødt til at betragte finansieringsproblemerne som et strukturelt problem og et blivende vilkår for SMVerne."