23948sdkhjf

Energirenovering slår køkkenet

En ny undersøgelse, som Energistyrelsen står bag, viser, at en stor del af alle bygningsrenoveringer er energibesparende
Mere end en tredjedel af alle renoveringsopgaver er energiforbedringer.

Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Teknologisk Institut for Energistyrelsen.

I alt udgør energiforbedrende tiltag på eksempelvis bygningens vinduer, tag eller facade 43 procent af det samlede renoveringsomfang. Til sammenligning udgør renovering af køkkener eller bad derimod kun 11 procent af renoveringerne.

Det er derfor vigtigt, at landets regler og love følger med tendensen, mener klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R).

- Vi er klar over, at renoveringserhvervet er stort, men nu kan vi se, at en stor del af de renoveringer, der bliver gennemført, hjælper på energiforbruget. Det er vigtigt, at der er gode lovgivningsmæssige regler og mulighed for god rådgivning, så husejerne vælger de rigtige løsninger, når renoveringsopgaverne går i gang, siger han.

Stort potentiale

Klimaskærmen er ifølge undersøgelsen den bygningsdel, som de adspurgte virksomheder angiver at have den største omsætning af renoveringsopgaver i forbindelse med.

Samlet set udgør klimaskærm 36,56 procent af den samlede renoveringsomsætning, efterfulgt af teknik med 19,33 procent og aptering med 32,80 procent, mens spjældarbejde kun udgør 11,31 procent.

Ser man på klimaskærmen som bygningsdel, er vindues- og yderdørsarbejde og tagrenovering de renoveringstyper, som virksomhederne angiver at have den største omsætning indenfor.

Lovpligtigt energimærke

Chefkonsulent i Dansk byggeri Camilla Damsø Pedersen mener, at når energiforbedringer udgør så stor en andel af de samlede renoveringer, så viser det, at der er et stort potentiale.

- Tallet kan godt blive endnu højere. For eksempel ved at man forbedrer de lovpligtige energimærker. I dag er det i mange tilfælde blot et dokument, som man modtager, når man køber et hus, men som efterfølgende havner i skrivebordsskuffen. Vi kunne godt tænke dem ind som et langsigtet dokument, som boligejerne løbende kan tage frem og bruge som en handlingsplan for bygningen, siger hun.

Undersøgelsen er gennemført i perioden maj-juni 2014 og er baseret på en survey blandt 1255 virksomheder, der er interviewet om, hvilke typer renoveringer af bygninger de foretager.

Undersøgelsesdesignet bygger videre på erfaringerne fra en pilotundersøgelse, der blev gennemført i efteråret 2013.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094