Fem teams kæmper om Europaskole
Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S har prækvalificeret fem totalentreprenører til at afgive tilbud på opførelsen af ny Europaskole
Den 14.000 kvm store byggeopgave blev udbudt i omvendt licitation i marts 2014, og nu har udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S prækvalificeret fem totalentreprenører, som alle skal afgive deres tilbud senest den 20. marts 2015.
Blandt de prækvalificerede er den danske afdeling af den store hollandske entreprenørvirksomhed BAM. Dermed er BAM Danmark prækvalificeret til sit første større byggeri herhjemme, efter selskabet vandt sin første større danske ordre med et byggeri på DTU i september måned.
De øvrige prækvalificerede totalentreprenører er Hoffmann A/S, Jørgen Friis Poulsen A/S, NCC Construction Danmark A/S og Züblin A/S.
900 elever
Den kommende Europaskole får placering i Carlsberg Byen, der over de næste 10-15 år bliver forvandlet til et nyt bykvarter på Carlsbergs gamle arealer på grænsen mellem Vesterbro og Valby. Skolen skal ligge i et byggefelt tæt på den gamle Maskincentral og Kedelhal.
Byggeriet består af et skolebyggeri på cirka 14.000 kvm, hvoraf minimum 2.000 kvm og maksimalt 3.000 kvm skal være beliggende i kælder og resten i op til seks etager over terræn samt en parkeringskælder med plads til minimum 200 og maksimalt 270 biler.
Byggeriet er udbudt som en omvendt licitation til en fast pris på 255 mio. kroner for skolen og 47 mio. kroner for parkeringskælder.
Når skolen står færdig, vil der være plads til 900 elever fordelt på tre sproglinjer dansk, engelsk og et tredje sprog, som endnu ikke er fastlagt.
Det er Københavns Kommune, der skal drive den nye Europaskole, som bliver administrativt tilknyttet det eksisterende Skt. Annæ Gymnasium i Valby.
I december 2012 fik Københavns Kommune den endelige godkendelse fra Europa-Kommissionen med tilladelse til at oprette en Europaskole.