Anlægsnyt
BEPLANTNING - SOLRØD: For at løfte det æstetiske indtryk på Strandvejen har Solrød Byråd besluttet at ændre beplantningen i bedene mellem cykelstien og vejbanen på Solrød- og Jersie Strandvej, så der fremover vil være en kombination af græs og bøgehække.
Arbejdet forventes at blive sat i gang i efteråret.
FORNYELSE - RINGSTED: Ringsted Byråd har frigivet en anlægsbevilling til områdefornyelse i Ringsted bymidte.
100.000 kroner frigives til udarbejdelse af et forprojekt til en opgradering af Sct. Hansgade. 300.000 kroner frigives til indkøb af elementer til en markering af Byens bånd, og 50.000 kroner frigives til en analyse om bygningsfornyelse i bymidten.
Over perioden 2014 - 2016 har Ringsted Byråd afsat seks mio. kroner. Dertil kommer tilskud fra staten til byfornyelsen.
REGION NORDJYLLAND
INDFALDSVEJE - HOBRO: Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har sagt god for igangsætning af projekt Inviterende Indfaldsveje i Hobro.
Projekt Inviterende Indfaldsveje skal skabe en rød tråd igennem Hobro, der højner oplevelsen og trafiksikkerheden for trafikanter på strækningen og byder velkommen til Hobro.
Da strækningen er fire km lang - eventuelt seks km - forudsættes projektet inddelt i etaper, der er tilpasset omgivelsernes karakter.