23948sdkhjf

EU støtter energirenoveringer i Aarhus

Aarhus Kommunes projekt med energirenoveringer af de kommunale bygninger får nu støtte af EU-program
Der tilflyder nu EU-millioner til Aarhus Kommunes ambitiøse projekt med energirenovering af samtlige kommunale bygninger.

Frem til 2019 skal i alt 650 af kommunens bygninger - svarende til 1,3 mio. kvm - gennemgås med henblik på at finde måder, der kan nedbringe energiforbruget, og projektet modtager nu op til 17,7 mio. kroner fra EU’s såkaldte Elena-program, der bruges til at forberede energieffektiviseringer.

Støtten betyder, at det bliver muligt for Aarhus Kommune at reducere udgifterne til energirådgivning med næsten 60 procent.

- Energirenoveringerne af de mange kommunale bygninger er et meget vigtigt projekt, som vi fra kommunens side har afsat cirka 320 mio. kroner til. Jeg glæder mig over, at vi har fået økonomisk støtte til en væsentlig del af projektet, og at vi dermed får mulighed for at nedbringe nogle af omkostningerne, siger Kristian Würtz, der er socialdemokratisk rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

C02-neutral i 2030

Baggrunden for energiprojektet, som officielt hedder AA+, er, at Aarhus skal være CO2-neutral i 2030, og i det samlede regnskab står netop den kommunale bygningsmasse ifølge opgørelser for mindst 35 procent af udledningen.

Projektets overordnede mål er en CO2-reduktion på 40 procent, og derfor er bygningerne et vigtigt sted at sætte ind, hvis målet skal nås.

Derfor skal alle kommunale bygninger med undtagelse af boligejendomme inden 2019 gennemgås, og der skal findes løsninger for hver enkelt bygning, som nedbringer bygningens CO2-belastning markant ligesom håbet er, at der opnås sidegevinster som for eksempel et bedre indeklima.

I øjeblikket energirenoverer kommunenen en lang række daginstitutioner og flere skoler, og man er snart gennem energirenoveringerne af Marselisborghallen, en administrationsbygning og et bosted.

Samtidig analyserer Aarhus Kommune kommende tiltag i en lang række andre kommunale bygninger. Disse tiltag afhænger dog meget af den enkelte bygning, men det kan for eksempel være isolering af vægge, nyt ventilationsanlæg og udskiftning af belysning.

De samlede investeringer i energirenoveringer skal ifølge Aarhus Kommunes beregninger flyde tilbage i kommunekassen over de følgende 15 år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14