Øgede afgifter koster dyrt
Tanken om, at vi alle tager toget, bussen eller cyklen er da meget sød, men den mangler fuldstændigt realisme. Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, og Enhedslisten glemmer i dén grad, at der er noget der hedder provinsen, hvor det er umuligt at komme til og fra arbejde eller andre ting uden en bil.
Det er en udmærket tanke, at flere skal tage den offentlige transport, så længe det gælder de store byer. Her er der trængsel nok i forvejen, og selv om man udvider med flere motorvejsbaner, kniber det med pladsen i byerne. Hvad man derimod skulle tænke endnu mere i, er en fortsat udbygning af et effektivt kollektivt transportsystem. Dét er en samfundsopgave, og ikke bilisternes, som i forvejen kæmper med nogle af verdens højeste afgifter.
Ikke nok med at der betales 180 procent i afgift på en ny bil, men tårnhøje skatter på brændstof og forsikring er med til at gøre det til en af verdens dyreste lande at køre bil i.
Med Enhedslistens forslag lægger man endnu mere brænde på det bål, der i forvejen brænder under provinsen - også kaldet udkantsdanmark, og partiet er ganske enkelt med til at lukke alt andet end de store byer ned. Danmark er jo faktisk i gang med at udbygge infrastrukturen i byerne, så de bliver mere fremkommelige, blandt andet med store investeringer i mere Metro med videre. Men indtil de systemer fungerer, så kan vi ikke tillade os at beskatte bilisterne yderligere. Her er der iøvrigt en kraftig udvikling i gang hen mod mere økonomiske biler, elbiler med videre, så udviklingen går faktisk den rette vej.
Man kan til gengæld klandre politikerne for ikke at have været lige så fremsynet som andre lande, når det gælder infrastruktur i byerne, men det er bare en overflødig diskussion, for det er historie.
Udviklingen ér sat i gang, men man skal huske på, at erhvervslivet også er stærkt afhængig af rullende transport, og vi mister ganske enkelt konkurrenceevnen, hvis vi bliver ved med en så aggressiv afgiftspolitik.