23948sdkhjf

Ingen CE-mærkning kan koste dyrt

Der har igennem længere tid været tilløb til certificering af stålkonstruktioner, og fra 1. juli 2014 gælder det: Alt stål til byggeri skal være CE-mærket og stålentreprenørerne skal være certificeret til at levere stålkonstruktioner efter DS/EN 1090-1!

DS/EN 1090 er udførelsesstandarden for stål- og aluminiumskonstruktioner, og heri er der stillet krav til udførelsen af stålkonstruktioner inden for bygningskonstruktioner.

Det er vigtigt, at bygherren, som bestiller stålkonstruktionen, er opmærksom på reglerne, idet det også kan gå ud over bygherren, hvis reglerne ikke er fulgt.

Som udgangspunkt skal bygherren specificere Udførelsesklassen (EXC), som ligger i intervallet 1 til 4, hvor EXC 1 er den mest lempelige som for eksempel et cykelskur, og EXC 4 er den mest krævende udførelsesklasse som for eksempel gælder for en Storebæltsbro.

Udførelsesklassen er groft sagt afhængig af tre ting: konsekvenserne ved kollaps, om stålkonstruktionen er udsat for udmattelse og om den er svejst.

Hvis stålentreprenørerne ikke får andet at vide skal de – i henhold til DS/EN 1090-2 - udføre stålkonstruktionerne i udførelsesklasse 2 (EXC 2), som er en relativ lempelig klasse.

For at en stålentreprenør har ret til at fremstille en stålkonstruktion efter Eurocode 3 (stålnormen), skal de være certificerede efter DS/EN 1090-1 (Factory Production Control (FPC) certifikat).

Hvis stålentreprenøren ikke allerede er certificeret, er det vigtigt at få startet op på processen meget snart, idet den kan være meget omfattende.

Stålentreprenøren skal være certificeret af et certificeringsorgan, som er akkrediteret efter DS/EN 1090-1. I skrivende stund er følgende danske certificeringsorgan akkrediteret efter DS/EN 1090-1: Force Certification A/S og Inspecta, men flere internationale klasseselskaber kan også certificere stålentreprenørerne under akkrediteringer opnået i andre europæiske lande.

Certificeringen sker op til en bestemt udførelsesklasse (EXC), så det er vigtigt at være opmærksom på dette, når en stålkonstruktion bestilles.

Reglerne om byggevarer er ændret fra Byggevaredirektivet (CPD) til Byggevareforordningen (CPR). Det betyder, at forordningen (CPR) allerede nu skal følges, da den angiver, at alle byggevarer skal være CE mærket fra 1. juli 2013.

Montøren af stålkonstruktionen skal som udgangspunkt ikke certificeres efter EN 1090-1.

Energistyrelsen står for markedsovervågning og sikrer, at reglerne bliver overholdt. Hvis Energistyrelsen konstaterer, at der mangler CE-mærkning, vil de kontakte bygherren og starte en dialog omkring bygningens dokumentation.

I værste tilfælde kan Energistyrelsen beordre, at en stålbygning rives ned, hvis CE-mærkning ikke kan dokumenteres. Hvis man efterfølgende kan dokumentere, at bygningen er sikker nok, vil Energistyrelsen muligvis ikke beordre bygningen nedrevet.

Det afhænger af den konkrete dokumentation, men det kan være en langvarig og tidsrøvende proces for bygherren og entreprenøren.

Det er derfor vigtigt at have styr på CE-mærkningen!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125