Kommune har store planer for grønt område
Greve Kommune udbyder nu 57.100 kvm stort område til salg med henblik på boligbyggeri
Området Hedelunden beliggende ud til det grønne rekreative område Lille Vejleådalen i Hundige udbydes derfor nu til salg.
Her ønsker Greve Kommune opført fortrinsvis rækkehuse og mindre områder med parcelhuse. Mellem de enkelte boligområder skal der være grønne arealer. Byggeriet skal inddrage landskabet Lille Vejleådalen, så der er udsigt fra boligerne, og byggeriet skal spille godt sammen med landskabet. Der lægges også vægt på variation i facade og udtryk mellem de enkelte boliggrupper.
- Hedelunden er et spændende område, hvor der er mulighed for at opføre nogle rigtig attraktive boliger lige ud til et dejligt rekreativt område, Lille Vejleådalen, siger Greves borgmester, Pernille Beckmann (V) i en pressemeddelelse.
Der bliver i udbudsmaterialet stillet krav om, at byggeriet skal være energieffektivt efter minimum energiklasse 2020.
Det 57.100 kvm store område er opdelt i to delområder, A og B, som kan erhverves samlet eller hver for sig.
Der er en vejledende pris for de to områder samlet på 46 mio. kroner.