Togfond ind til skinnebenet
Der er stort set politisk enighed om, at Danmark bør have noget bedre infrastruktur, når det gælder jernbane. En timemodel er en løsning, som rigtig mange også er enige i, og når man så skal følge de anbefalinger, der er fremsat af produktivitetskommissionen om, at den bedste samfundsmæssige nytteværdi opnås ved at satse, hvor der er vækst, så ligger timemodellen lige for, for den skærer lige ind til skinnebenet og forbinder de steder på landkortet, hvor der er mest gang i den.
Hvad der derimod ikke er samfundsøkonomisk forsvarligt, er at undlade at anlægge en strækning i midten. Dermed får vi præcis den samme situation som med den nordjyske motorvej, som blev udskældt, fordi der ikke var trafik på den. Men grunden til det var såmænd, at den ikke var ordentligt forbundet med resten af motorvejsnettet.
Når man så vælger en finansieringsform, som den man har valgt, nemlig at det er oliemilliarderne, der skal betale for gildet, så må det altså ikke komme bag på nogen, at olieprisen kan svinge, og at grundlaget for finansieringen derfor kan ændre sig. Måske man kunne overveje nogle futures på oliepriserne, så man er dækket ind.
Uanset om olieprisen stiger eller falder, så skal timemodellen jo gøres færdig. Og at have et anlæg klar, hvor der så mangler den eller de sidste strækninger, er fuldkommen i tråd med den kritik, der er rejst, nemlig at det er der ikke meget produktivitet eller samfundsøkonomi over.
Det gælder for et så stort projekt, som det også gælder for Metrobyggeri, motorvejsbyggeri, tunnelbyggeri og meget andet, nemlig at går vi i gang, skal vi gå hele vejen. På den måde får vi hurtigt den samfundsøkonomiske gevinst.
Det er nødvendigt at vise lidt politisk mod i den situation, men omvendt skal det selvfølgelig ikke være hovedløst og uden plan for en eventuel underbudgettering. Derfor er det også fornuftigt at have en buffer at tage af.
