23948sdkhjf

Opfordring til at give ID-kort en ny chance

Byggeriets lønmodtagere opfordrer regeringen og Enhedslisten til at sætte sig sammen på ny om et ID-kort til byggepladserne - men i første ombæring afventer alle parter overenskomstforhandlingerne
Selv om lønmodtagerne er meget tilfredse med den brede enighed i byggebranchen og Arbejdstilsynet om en forstærket indsats for at få nedbragt antallet af arbejdsulykker i byggeriet, så ærgrer man sig fortsat enormt over, at det ikke lykkedes for regeringen at lave finanslovsaftale med Enhedslisten, idet parterne inden sammenbruddet var blevet enige om at indføre et lovpligtigt ID-kort i byggeriet.

Derfor benyttede formanden for BAT-kartellets arbejdsmiljøudvalg, Malerforbundets forbundsformand Jørn Erik Nielsen, offentliggørelsen af handlingsplanen for færre ulykker forleden til at opfordre beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og Enhedslisten til at gøre deres enighed om ID-kortet til handling.

- Et tvunget, lovpligtigt ID-kort vil være kronen på værket, ikke mindst hvis det kobles med obligatorisk arbejdsmijøuddannelse. Det er utroligt bittert, at dette store fremskridt faldt på gulvet. Jeg vil derfor appellere til, at ministeren og Enhedslisten tager en tur mere om ID-kortet, siger Jørn Erik Nielsen.

ID-kort et OK-tema

Den appel glider Mette Frederiksen imidlertid i denne omgang af på.

- Vi synes i regeringen, at ID-kort kan være en god ide, og vi var ganske langt med Enhedslisten, men som bekendt ville Enhedslisten i sidste ende ikke lave en aftale med os. Jeg forstår, at ID-kort er et tema i de igangværende overenskomstforhandlinger, og regeringen har respekt for den danske aftalemodel og blander sig ikke i forhold, der er på bordet ved overenskomstforhandlingerne, siger Mette Frederiksen, som ikke vil forholde sig til en situation, hvor overenskomstparterne ikke bliver enige om noget med hensyn til ID-kort.

Det vil Enhedslistens arbejdsmiljøordfører Jørgen Arbo-Bæhr midlertid gerne.

- Vi deler ministerens respekt for den danske aftalemodel, men vi mener, at hvis et ID-kort skal anvendes offensivt til bekæmpelse af social dumping og for at få styr på byggepladserne, så kræver det, at alle er med. Derfor går vi ind for lovgivning på dette område. Nu afventer vi overenskomstforhandlinger, og derefter vil vi tage kontakt til regeringen for igen at få ID-kortet på den politiske dagsorden. Det er relativt små penge det koster at lave et obligatorisk ID-kort. Selvfølgelig bliver det dyrere, hvis der kommer krav om uddannelse med, men i forhold til de gevinster, man kan opnå, er det stadig et billigt projekt, vurderer Jørgen Arbo-Bæhr.

Ingen argumenter imod

Også direktør Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, mener, at et ID-kort i byggeriet vil være en god ide.

- Det vil uden tvivl betyde mere styr på tingene, og jeg har endnu ikke hørt et eneste godt argument imod, siger han.

Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri, vil på nuværende tidspunkt ikke forholde sig til forslaget om et lovbaseret ID-kort.

- Lige nu står vi midt i en overenskomstforhandling, hvor ID-kortet er nævnt som et muligt tema. Derfor siger vi ikke så meget i øjeblikket, siger han.

Alle skal med

BAT-kartellets arbejdsmiljøformand Jørn Erik Nielsen erkender, at ID-kort kan blive et tema ved overenskomstforhandlingerne i flere af byggefagene og har derfor respekt for, at både beskæftigelsesministeren og Enhedslisten afventer resultatet af OK-14.

- Vi går i fagbevægelsen ind for at klare mest muligt gennem partssamarbejdet, men her er et område, hvor vi skal have alle med og ikke bare de overenskomstdækkede. Det nytter ikke kun at få alle de gode med. ID-kortet og alt hvad det indebærer af uddannelse og bedre kontrol skal også gælde skiderikkerne for at sige det bramfrit. Derfor skal der være tale om lovgivning. Det tror jeg også, der er bred om enighed vil give branchen mest, siger Jørn Erik Nielsen.

Dansk Byggeri og 3F indførte sidste år et frivilligt ID-kort, et såkaldt uddannelseskort, hvor alle indehaverens relevante uddannelser og certifikater er indkodet. Kortet kan anvendes som adgangskort, men har hidtil ikke fået nogen markant udbredelse.

Malerforbundet og Danske Malermestre blev i øvrigt for to år siden enig om at indføre et ID-kort gældende for malerbranchen. Det blev imidlertid underkendt af Dansk Arbejdsgiverforening.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109