23948sdkhjf

Håndværksuddannelse skal være et hit

Indsatsen for at vende udviklingen er skudt i gang
Andelen af unge, der vælger en erhvervsuddannelse er styrtdykket den seneste halve snes år. Bare 13 procent af en ungdomsårgang vælger at gå i gang med en håndværksuddannelse eller en anden erhvervsuddannelse.

Det skal der gøres noget ved. Regeringen har en ambitiøs målsætning om, at hele 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse direkte fra folkeskolen i 2025.

Men hvordan vender man lige en skude, der har taget vand ind gennem mange år? Mange laver en reform af efteruddannelserne og gør en ekstraordinær indsats for at fortælle de ældste grundskoleklassetrin om de mange muligheder, der gemmer sig i de mere end 100 erhvervsuddannelser.

Tusindvis af elever fra landets 8. klasser skal derfor i de kommende uger på såkaldte introdage på landets erhvervsskoler. Ud over at give en bred introduktion til erhvervsuddannelserne, omfatter introdagene også konkurrencen Skills-stafetten, hvor de bedste hold skal dyste med skoler fra hele landet under DM i Skills i januar i København.

Positiv interesse

Introdagene blev skudt i gang torsdag på Rådhuspladsen i København, hvor skoleelever fra 7. klasser på en række københavnske folkeskoler afprøvede Skills-stafetten.

- Samlet vil omkring 26.000 elever fra 8. klasser eller næsten halvdelen af hele årgangen deltage i introduktionsdagene over hele landet. Det understreger, at der er en markant stigende positiv interesse for erhvervsuddannelserne og at DM i Skills er blevet indarbejdet som en væsentlig del af vejledningsindsatsen for de store elever, siger en meget tilfreds Jesper Juul Sørensen, formand for Skills Denmark, der arrangerer DM i Skills.

- Vi kan også aflæse interessen på, at vi det første år nærmest måtte tigge Odense om at tage værtskabet for DM, mens der nu er rigtigt mange byer, der meget gerne vil stå for arrangementet og at det er placeret helt frem til 2018. Aalborg, der med så stor succes arrangerede DM i år, har allerede meldt sig igen, fordi områdets erhvervsskoler kan registrere, at DM i Skills har gjort en forskel. Det er en glædelig udvikling, ikke bare for DM i Skills, men for erhvervsuddannelserne under ét, siger han.

De prøvede selv

Jesper Juul Sørensen fik selv fornøjelsen at afprøve sine færdigheder i Skills-stafetten, da han sammen med to elever fra Brønshøj Skole dystede mod fire andre hold, der var mixet med to folkeskoleelever og en voksen med tilknytning til uddannelsesmiljøet.

Det var dog Ole Heinager, direktør for Københavns Tekniske Skole, der med sit hold, viste de kvikkeste færdigheder i den sammensatte stafet med ingredienser fra en række forskellige erhvervsuddannelser.

Københavns børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) viste sig stærk og hurtig til at skrælle gulerødder, mens hun overlod sav og hammer til de to unge holdkammerater Victoria Laursen og William Bille Meyling. Om de har fået smag for en erhvervsuddannelse ved eventen er usikkert. Victoria overvejer en uddannelsen inden for social- og sundhedsområdet, siger hun, mens William regner med, at han skal i gymnasiet, når den tid kommer.

Men de første skridt til erhvervsuddannelsernes nye stærke image er taget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11