Danske entreprenører godt fra start på stort biomassekraftvarmeværk
Opførelsen af Aarhus Kommunes ny biomassekraftvarmeværk til 1,3 mia. kroner er kommet godt i gang
Af 15 jord- og bygningsentrepriser er de fem afgjort, og de er alle gået til danske entreprenører. Det drejer sig om VAM, Barslund, Arkil, MT Højgaard og Løgten Murer- og Entreprenør.
- Der har også været udenlandsk interesse for vores projekt, og der har også været prækvalificeret udenlandske entreprenører, men de danske har givet de bedste priser, siger projektchef Erik Vilstrup Sørensen fra AffaldVarme Aarhus.
- Med hensyn til priserne har det været lidt op og ned, men den senest afgjort entreprise var noget over budgettet. Det kan være noget enkeltstående, og det er i hvert fald for tidligt at vurdere, om det er udtryk for, at konkurrencen ikke længere er så skarp, siger Erik Vilstrup Sørensen.
I alt er det store projekt opdelt i knap 25 storentrepriser, hvoraf de fem er maskinentrepriser. Således er det allerede afgjort, at B&W International skal levere ovn og kedel, mens tjekkiske Skoda leverer turbineanlæg.
Designet til halm
Det biomassefyrede kraftvarmeværk er et led i Aarhus Kommunes klimavarmeplan, hvor fjernvarmeproduktionen skal omlægges til CO2-neutral fjernvarmeproduktion. Anlægget designes til fyring med halm. I år med for lidt halm kan der fyres med træflis sammen med halmen.
Værket anlægges ved det eksisterende affaldsforbrændingsanlæg i Lisbjerg og med indpasning i eksisterende arkitektur.
Anlægget består af et halmlager med plads til cirka tre døgns forbrug, en kedelbygning, en varmeakkumuleringstank, en ny fælles skorsten for affaldsforbrændingsanlægget og det biomassefyrede kraftvarmeværk samt en plads til håndtering af træflis i situationer, hvor der ikke er halm nok.
I drift i efteråret 2016
Anlægget er designet til en effektiv udnyttelse af brændslet og høj virkningsgrad blandt andet med varmegenvinding af energien i røggassen. Anlægget bliver et traditionelt opbygget anlæg med kendt og afprøvet teknologi med enkelte innovative tiltag.
Der skal bruges cirka 230.000 tons halm om året, og anlægget kan producere godt 20 procent af den fjernvarme, der bruges i Aarhus Kommune.
Der skal i forbindelse med det ny kraftvarmeværk etableres en ny fjernvarmetransmissionsledning ind til hovedtransmissionsledningen ved Mollerup.
Der var første spadestik på byggeriet 3. november, og det er planen, at det nye kraftvarmeværk skal sættes i drift til fyringssæsonen i efteråret 2016.