23948sdkhjf

Små firmaer betaler mere for lån

Renten på små nyudlån, som især henvender sig til mindre danske virksomheder, er cirka 2,5 procentpoint dyrere end store lån, viser redegørelse
Det er sværere for mindre virksomheder at opnå billig finansiering.

Ifølge den nyeste udlånsredegørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet er renten på små udlån cirka 2,5 procentpoint dyrere end store lån.

Og det har negativ indflydelse på investeringerne, jobskabelsen og væksten generelt, fremhæver Håndværksrådet og Dansk Byggeri, som begge nikker genkendende til problemstillingen.

- Det kan vi i høj grad nikke genkendende til. Det er en rygende pistol. Den historiske lave rente gør sig kun gældende for en del af økonomien. Der er et tydeligt opdelt marked - både når det gælder geografi og virksomhedsstørrelse, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Både han og Frank Korsholm, afdelingschef i Håndværksrådet, peger på, at problemstillingen ikke er ny.

- Sådan har det været et stykke tid. Det skyldes, at de små virksomheder har en mindre egenkapital end de større, siger Frank Korsholm og fortsætter:

- Det er urimeligt, og vi kan råbe og skrige, at bankerne skal sætte renten ned, men vi kan ikke tvinge dem. Derfor henvender vi os til politikerne, siger han.

Forskelligt fokus

Frank Korsholm fremhæver i den forbindelse Håndværksrådets forslag om en skattekredit til de mindre virksomheder, så de kan opbygge mere egenkapital.

- Vi håber, at det kan gøre bankfinansieringen nemmere og billigere, siger han.

I Dansk Byggeri ser man med interesse på forslaget, men Bo Sandberg fremhæver, at prioriteten i Dansk Byggeri er, at kreditklemmen skal sættes på dagsordenen i en mere generel udformning, der over en bred kam sikrer bedre rammevilkår for virksomhederne i den danske bygge- og anlægsbranche.

- Man skal passe på med at indrette skattesystemet til fordel for nogle frem for andre, siger han og kommer i stedet ind på mere generelle skattekreditter som en mulighed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094