23948sdkhjf

Kreditklemme skal løses

Nu mens Folketinget er på ferie, så kan de ærede medlemmer måske tænke lidt over, hvordan de har tænkt sig at løse kreditklemmen, nemlig den situation at mindre og mellemstore virksomheder har en langt højere rente i bankerne end de store virksomheder. Problemet er ikke nyt, men lige præcis her i efterkrise-årene er det et problem, at de mindre og mellemstore virksomheder ikke har den samme tilgang til at finansiere nye tiltag, som de store virksomheder har.

Mens and, flæskesteg og kalkun glider ned med den brune sovs, bør politikerne tænke over, hvordan dette problem kan løses, for det hjælper tilsyneladende ikke at råbe ad bankerne, som i øjeblikket skovler penge ind. Vi skal på en eller anden måde give virksomhederne mulighed for at øge egenkapitalen så meget at bankerne tror på sagen, og vil finansiere de tiltag, virksomhederne sætter i gang. Det er ofte egenkapitalen, der er den afgørende faktor for, hvorvidt virksomheden kan låne penge eller ej, samt ikke mindst også hvor høj renten er.

Når politikerne så går til anden omgang af de tunge retter, kunne de passende tænke lidt på, hvordan man så øger egenkapitalen i de små virksomheder. Og her kunne midlertidige skatterabatter godt være en mulighed, men den er ikke så let håndtérbar som man kunne tro. For en skatterabat kan ramme virksomheden som en boomerang.

Derfor er en reel skattelettelse for virksomheder under en vis størrelse at foretrække, for så har man rammevilkårene på det rene, og når så virksomheden vokser over en vis grænse, så skal skatten stige lidt.

Til risalamanden og portvinen kan tankerne passende glide over mod virksomhedernes rammevilkår generelt. Det er fint at regeringen nu forsøger at lempe de mange regler og det administrative bøvl, men generelt har bankerne strammet den for meget, og det koster i form af manglende beskæftigelse og manglende aktivitet i samfundet. En ting er, at bankerne skal polstres igen, så de kan klare det formelle krav til kapital med videre, men fortsætter det i grådighed, så dør erhvervslivet, og dét har hverken banker eller erhvervsliv noget ud af.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078