Tekniq-direktør fejrer 25 års jubilæum
Niels Jørgen Hansen har i dag 25 års jubilæum som adm. direktør for branche- og arbejdsgiverforeningen Tekniq
25 år som adm. direktør i en organisation er flot klaret, specielt når man tænker på, hvor meget den har forandret sig gennem årene. Og det gælder ikke kun organisationen, men især den udvikling, som installationsvirksomhederne har gennemgået.
- Vi taler jo om tiden før teleliberaliseringen. Og den udvikling, der siden er sket, er jo ret fantastisk med en teknisk branche, der har vokset sig væsentligt større og stærkere, siger han.
Niels Jørgen Hansen har tilbragt hele sit arbejdsliv i organisationsverdenen, hvor han hurtigt markerede sig og skabte en karriere som leder. Efter 10 år hos Dansk Arbejdsgiverforening blev han som 34-årig i 1989 ansat som adm. direktør for Elfo, Elinstallatørernes Forening, som i 2001 fusionerede med Dansk VVS til Tekniq, der i dag repræsenterer landets installationsvirksomheder.
Fusionen skabte den fjerdestørste organisation i Dansk Arbejdsgiverforening. Tekniq repræsenterer i dag næsten 3.000 medlemsvirksomheder med 40.000 ansatte og har sæde i DAs forretningsudvalg.
Fra Randers
Niels Jørgen Hansen voksede op i Bjerregrav vest for Randers. Efter studentereksamen fra Randers Kommunale Gymnasium i 1973 læste han på Aarhus Universitet og blev færdig som cand.oecon. i 1979.
Samme år ansatte Dansk Arbejdsgiverforening ham, og her bestred han fra 1979 til 1989 jobs som blandt andet kontorchef og afdelingschef.
I erhvervs- og organisationslivet varetager Niels Jørgen Hansen en række tillidsposter. Han er blandt andet medlem af Konkurrencerådet, næstformand for Pension for Selvstændige, næstformand for Pension Danmark og bestyrelsesmedlem i Sjællandske Medier, Det Tekniske Sikkerhedsråd og Byggeriets Evalueringscenter. Niels Jørgen Hansen blev i 1979 gift med fysioterapeut Elisabeth Fogh. Parret har to voksne døtre og bor i Roskilde.
Kravene er vokset
- Kravene til virksomhederne er gennem årene vokset kraftigt, og det gælder jo også kravene til organisationerne. Det fundamentale, nemlig at virksomhederne leverer gedigent og godt håndværk, gælder fortsat, og det er uanset, om man laver et badeværelse eller en teknisk løsning. Kendetegnet for et godt håndværk er i dag også, at det er en klog løsning", siger han.
- Teknikken i moderne bygninger og moderne anlæg er blevet stadig mere avanceret, og det stiller jo krav til vore medlemmer, som skal have et højere uddannelsesniveau, og helst være med helt fremme i den teknologiske udvikling, som aldrig er gået stærkere, end den gør nu, supplerer Niels Jørgen Hansen.
Branchen har også haft sine nedture, også på imagesiden, hvor blandt andet karteller har gjort sit. Det er ifølge Niels Jørgen Hansen en svær en at håndtere for en organisation.
- Det er jo ikke os som organisation, der er involveret. Det er enkeltstående virksomheder, som har været konkurrencemæssigt hårdt ramt, og det har vi ikke rigtigt noget med at gøre, men det er klart, at man er på vagt, når sådan noget sker. Det er aldrig rart for en branche, når den rammes af sådan noget, siger han.
Branchen præges i dag af mange små virksomheder, mange mellemstore og nogle få store virksomheder. Det igen stiller krav til, at organisationen skal favne bredt.
- Det at være organisation er i dag væsentligt anderledes end det var engang. I dag skal vi i langt højere grad være fælles om noget, men bestemt ikke om alt. Det giver dermed en langt større rummelighed, som der er brug for. For år tilbage solgte vi faktisk arbejdstøj, og det var en slags fælles profil for branchen. Det kan man jo ikke i dag. Der er krav om langt større individualitet og virksomhedsprofilering, og det er der plads til, erklærer han.
På frierfødder
Tekniq har også været på frierfødder. En overgang var det på tale at gifte sig med Dansk Byggeri, men det blev ikke til noget.
- Vi har en forståelse af, at Tekniq skal kunne stå alene til enhver tid. Det er en grundfæstet aftale her i huset. Det betyder dog ikke at man skal udelukke noget, siger han.
Den 59-årige direktør trives fortsat rigtig godt i rollen, og som han siger:
- Men selv om man har været med i mange år, skal man hele tiden være klar til forandring, og helst også selv skubbe på den. Man skal ikke tro, at man bare kan bruge den gamle opskrift. Dén går ikke. Der skal hele tiden nyt til, som sikrer dynamikken i organisationen, siger han og tilføjer, at det er sjovt at være i en branche, hvor der er stolthed, og hvor man mærker nærværet fra medlemsvirksomhederne.