Aktør klar til nye almene opgaver
Udendørs facility service-opgaver hos de 550.000 almene boliger er målet for HedeDanmark, som står klar med køreklare koncepter. Tidligere modstand blandt lejere i den almene sektor, skræmmer ikke
Trods forventet modstand tror HedeDanmark dog på mulighederne og er klar til at rykke ind med nye og køreklare koncepter til boligselskaberne på outdoor facility service området.
HedeDanmark er allerede i dag ude i de fleste af landets kommuner og løse grønne opgaver. Nu lægger selskabet op til konkurrence på simpel ejendomsdrift, viceværtsopgaver og flere opgaver i randområderne til de traditionelle grønne opgaver for kommunerne.
Ved at samle flere opgaver ude i kommunerne kan både landets kommuner og de tusindevis af almennyttige boligselskaber opnå økonomiske gevinster og få større råderum i deres budgetter.
Store besparelser
Sådan lyder vurderingen fra HedeDanmark, som er parat til at udvide deres forretning og skærpe konkurrencen om hele den almennyttige boligsektor.
Alene i Danmark er der 550.000 almenboliger fordelt på cirka 7.700 afdelinger, eller hvad der svarer til cirka 20 procent af den samlede danske boligmasse.
- Hele den almen boligsektor er et stort uopdyrket marked, hvor tusindevis af boligselskaber og ikke mindst deres lejere kan spare penge og samtidig få klippet hække, græs og planter i minimum den samme kvalitet. Vi er klar med fuldt færdige koncepter inklusiv løsning af viceværtsopgaver, og vi er overbeviste om, at der er gevinster at hente, som kan komme lejerne til gode, lyder det fra divisionsdirektør for Outdoor Facility Service i HedeDanmark, Søren Bo Johansen.
Marked skal modnes
HedeDanmark og andre private aktører kan dog forvente at møde hård modstand.
Selvom der kan være velvilje centralt i bestyrelserne i de almene boligorganisationer, som ofte administrerer flere tusinde lejemål for almennyttige boligselskaber, andelsforeninger og bofællesskaber, så viser erfaringer, at der lokalt i de enkelte boligforeningers bestyrelser kan være endog stor modstand.
Bestyrelsen i Fællesbo i Herning måtte således i 2013 efter kraftig lokal modstand blandt 5.000 lejere aflyse at overlade viceværtsopgaver og pleje af grønne områder til HedeDanmark.
- Vi er tålmodige og har stor forståelse for det beboerdemokrati, som er kernen i den almene boligsektor. I forhold til netop denne gruppe, er det vigtigt, at vi får forklaret, at vi kan gøre det billigere for lejere at bo i deres lejligheder. Oveni skal vi sørge for at gøre det klart, at HedeDanmark også er opstået ud fra en vision om at gøre noget for almenvellet. Vi er ejet af en forening, som har det som et af sine mål at forbedre bo- og levevilkårene for danskerne. Det sker blandt andet ved, at de penge vi tjener bliver sendt retur til danskerne i form af støtte til forskning og grønne projekter, siger Søren Bo Johansen.