23948sdkhjf

Kartelsagen har brudt tilliden

Boligselskab vil ikke i nærmeste fremtid samarbejde med byggefirmaer, der prøvede at snyde
I Boligselskabet Baldersbo i Ballerup har byggevirksomhederne Elindco og BGB fået så store minusser, at de ikke skal forvente at få opgaver for boligselskabet i den nærmeste fremtid.

Boligselskabet Baldersbo er en af de mange bygherrer, der har været offer for det københavnske byggekartel. I 2007 udbød boligselskabet opførelsen af et plejecenter, men konkurrencen blev aflyst, og boligselskabet udarbejdede et helt nyt projekt.

- Det var alt for dyrt. Om det var på grund af karteldannelsen ved vi ikke, men der var meget langt fra vores budget til de tilbudte priser. Derfor aflyste vi udbuddet og begyndte forfra i anden målestok, fortæller Søren B. Christiansen, direktør i Boligselskabet Baldersbo.

Såvel Elindco som BGB har erkendt, at de har indgået ulovlige prisaftaler og dermed brudt konkurrenceloven. De to firmaer har begge accepteret de bøder, som Bagmandspolitiet har udstedt. For Elindco er der tale om danmarkshistoriens største kartelbøde på 10 mio. kroner, mens BGB har vedtaget en bøde på én mio. kroner.

De to firmaer skal ifølge de nu vedtagne bødeforelæg have aftalt priser på to entrepriser på det pågældende plejecenterprojekt. Det fremgår ikke af bødeforelæggene, hvordan de to byggefirmaer ville have fordelt en uretmæssig gevinst.

Bliver ikke indbudt

- De prøvede at snyde os, men det var os, der snød dem ved at aflyse konkurrencen, siger Søren B. Christiansen lidt galgenhumoristisk.

- Det er noget svineri, hvis byggefirmaer sætter konkurrencen ud af kraft ved at aftale priserne. Det kan der ikke være to meninger om, siger han.

Han mener, at samarbejde baserer sig på tillid.

- Og den tillid er brudt i forhold til de to byggefirmaer. Vi kan ikke tillade os at blackliste bestemte firmaer, men udbyder vi noget under EU-tærskelværdien vil vi formentlig lave en indbudt licitation, og så vil vi næppe indbyde dem, der har prøvet at snyde os. Det glemmer vi jo ikke bare lige. De har fået nogle alvorlige minusser i karakterbogen, siger direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125