23948sdkhjf

Boligmangel hæmmer vækst

Boligmanglen i København og Aarhus koster på vækstfronten - og det går ud over hele landet, viser analyse.
Samfundet går glip af et vækstpotentiale på godt fem mia. kroner, hvis ikke der bliver bygget boliger i byerne til alle dem, der vil flytte dertil.

Det viser en ny analyse foretaget af konsulentvirksomheden Damvad og Dansk Byggeri.

De største byer tiltrækker mennesker fra hele landet, og frem mod 2020 er der behov for knap 120.000 flere boliger i Danmark - af dem er i København behov for 40.000 nye boliger, mens behovet i Østjylland er 30.000.

Det er ikke kun storbyerne, der går glip af vækstpotentiale, som følge af boligmanglen. Hele samfundet lider tab ved dårlig produktivitet og mindre vækst, hvis der ikke er boliger nok. Jo større byerne er, jo større er tabet, viser analysen. For er der ikke en passende bolig i storbyen, så vælger tilflyttere i stedet vækstbyernes randområder, og selvom tilflyttere deltager aktivt i byerne i økonomisk forstand, er det ifølge analysen ikke maksimalt, da den samfundsøkonomiske gevinst reduceres på grund af transporttid.

Haster med byggeri

Det haster derfor med at få bygget i de større byer, mener adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.

- År 2020 er desværre ikke fjern fremtid. Og hele processen med planlægning, projektering og byggeri af nye boliger tager tid. Så det er lige nu, at kommunerne skal ud af starthullerne. Vi oplever i disse år en stor tilflytning til de største byer i Danmark, men også mangel på boliger. Analysen understreger vigtigheden af, at de store bykommuner tager problemet meget alvorligt. Mangel på boliger koster dyrt på vækstbarometeret og dermed på Danmarks muligheder for at komme ud af krisen, siger han.

Forbyggede sig

Hos Socialdemokraterne slår by- og boligordfører Jan Johansen koldt vand i blodet.

- Jeg tror ikke, at vi går glip af så stort et vækstpotentiale. Hvis der er et behov for boliger, så skal der nok være en bygherre, der gerne vil bygge dem. Man kan ikke bare bygge løs frem mod 2020 på baggrund af et skøn. Vi så i opgangstiden, hvordan man endte med at forbygge sig, og det skal nødig ske igen.

Han mener dog, at der på Christiansborg er en opgave med at sikre, at der også er boliger i de større byer til mennesker med almindelige indkomster.

- Vi skal bane vejen for, at byerne kan blive udvidet med flere boliger, som er til at betale. Derfor har vi med finansloven givet kommunerne mulighed for at øremærke op til 25 procent af de kommende nyudlagte byggegrunde til byggeri af almene boliger. Det vil gøre det meget lettere for kommunerne at planlægge boligmassen. Men det sætter os samtidig i et dilemma, for vi vil også gerne have at folk bliver i de tyndt befolkede områder, så de ikke ender med at dø helt ud, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11