23948sdkhjf

Endnu en entreprenør betaler kæmpebøde

Entreprenørvirksomheden Jakon A/S accepterer kartelsagens hidtil næststørste bøde - men ser ikke sig selv som del af kartel
Den store entreprenørvirksomhed Jakon A/S, Ballerup, har erkendt at have overtrådt konkurrenceloven i forbindelse med det såkaldte københavnske byggekartel. Jakon har netop betalt en bøde på 4,5 mio. kroner, den hidtil næststørste i sagskomplekset.

Jakon har i seks tilfælde i perioden 2007-2009 udvekslet lånepriser med konkurrenter.

Jakons adm. direktør Stein Pettersen slår fast, at virksomheden ikke har deltaget i noget kartel.

- Vi har ikke modtaget eller betalt penge til andre bydende, og vi har ikke påført kunder et økonomisk tab, men vi erkender de faktiske forhold, siger han.

Den ulovlige udveksling af priser har fundet sted på seks forskellige store byggeprojekter for blandt andet Københavns og Frederiksberg kommuner, for forsvaret og DTU.

Stein Pettersen oplyser, at Jakon i tre tilfælde har lånt en pris af en konkurrent, i andre tre tilfælde er det Jakon, der har hjulpet en konkurrent med en pris.

- Vi må erkende, at vi ikke har haft klare retningslinjer på dette område. Typisk har der været tale om, at en underentreprenør ikke har leveret det ønskede tilbud, eller at en tilbudsgiver er blevet syg. Formålet har alene været at undgå at havne i en situation, hvor vi ikke kunne afgive tilbud og dermed komme til at stå i dårligt lys hos bygherrer eller rådgivere, siger Stein Pettersen.

Opgiver at føre sag

Bødens størrelse skal ses i forhold til virksomhedens omsætning på godt 400 mio. kroner i seneste regnskabsår, hvor man præsterede et resultat på godt ni mio. kroner.

Stein Pettersen kalder det "en meget stor bøde".

- Vi kunne have valgt at få prøvet bødestørrelsen ved domstolene. Det ville formentligt have betydet, at sagen skulle have været bragt også for Østre Landsret. Det vil koste penge og tid, betyde yderligere omtale og flytte fokus fra vores drift – uden i øvrigt nogen sikkerhed for, at bøden ville blive mindre. Derfor har vi valgt at acceptere bøden, siger han.

Nye procedurer

Jakon har, siden virksomheden blev klar over lovovertrædelserne, skærpet de interne procedurer i forbindelse med tilbud. Det er sket ved, at man har implementeret et compliance program, hvor alle funktionærer er blevet undervist i konkurrenceloven og har underskrevet et tillæg på, at de vil overholde gældende regler.

Dette program betyder blandt andet, at Københavns Kommune har ophævet den udelukkelse, som alle virksomheder, der erkender eller dømmes for overtrædelse af konkurrencereglerne automatisk idømmes.

11 har vedtaget bøder

Også Store-Hedeby Entreprise A/S har netop accepteret en bøde i kartelsagen. Der er tale om en bøde på en halv mio. kroner for et enkelt forhold i 2008 at have udvekslet lånepriser med en anden byggevirksomhed.

Med bødevedtagelserne har nu i alt 11 virksomheder erkendt deres skyld og betalt det udstedte bødeforelæg.

I alt har de 11 virksomheder og 12 ledende medarbejdere accepteret bøder på knap 23 mio. kroner. I alt 25 virksomheder har modtaget bødeforelæg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11