Totalentreprenør runder de første 40 år
Den nordjyske byggevirksomhed TL BYG A/S startede op som en lille familievirksomhed i 1974 og har siden udviklet sig til en stor, moderne og erfaren totalentreprenør. I går kunne virksomheden fejre sit 40 års jubilæum
I dag tæller virksomheden knap 200 ansatte og er økonomisk og kompetencemæssigt stærkere end nogensinde.
I går kunne TL Byg så fejre sit 40 års jubilæum med en solid kundekreds, der dækker et bredt spektrum af både private og offentlige kunder:
- Vi har valgt at gøre tingene anderledes end mange andre og kan derfor ikke betegnes som en traditionel entreprenørvirksomhed. Vi har eksempelvis egen produktion af vinduer og døre, egen tegnestue og projektafdeling, samt specialister inden for blandt andet kloak, beton, murer, tømrer/snedker, elektriker og smede. Det muliggør, at vi kan udføre fag-, hoved- og totalentrepriser mere fleksibelt og med et mere effektivt og rationelt arbejdsflow til glæde for vore kunder, siger David Madsen, der er adm. direktør i TL Byg.
Uden for Nordjylland
TL Byg har for nylig blandt andet stået for en del af opførelsen af Musikkens Hus i Aalborg samt det markante boligbyggeri på Vesterbro (ved Tyren) ligeledes i Aalborg.
Men TL BYG bygger også mange andre steder i landet, blandt andet kan nævnes den store til- og ombygning af det fredede gods Julianelyst ved Horsens.
Alene af igangværende byggerier i øjeblikket kan nævnes renoveringen/tilbygningen af Kunsten i Aalborg, Det Nye Universitetshospital i Århus, nyt hotel til Fårup Sommerland samt en række dagligvarebutikker på Fyn og i Jylland.
40-års jubilæet blev fejret i lørdags med en stor jubilæumsfest i Europahallen for en række inviterede gæster.