23948sdkhjf

Flertal af udlændinge ikke OK-dækket

55 procent af de udstationerede bygningsarbejdere i Danmark er ikke dækket af overenskomst
Over halvdelen af de udenlandske håndværkere og bygningsarbejdere i Danmark er ikke dækket af en kollektiv overenskomst.

Det fremgår af den største analyse af tilgængelig data, som nogensinde er foretaget. Den siger, at 45 procent af de registrerede arbejdsdage for udstationerede udlændinge i byggeriet er med virksomheder uden overenskomst.

Det er research- og analysefirmaet Kaas & Mulvad, der for BAT-kartellet har samlet og bearbejdet data fra offentlige registre og byggeforbundenes overenskomstdatabaser. Data er fra 2. februar til 7. oktober i år - det vil sige en periode på otte måneder. Perioden er valgt, fordi virksomhederne fra 2. februar også har haft pligt til at oplyse periode og antallet af ansatte i den del af registret, der er offentligt tilgængelig.

I den nævnte periode har RUT-registret fået 13.961 registreringer af udenlandske virksomheder, som har haft arbejdsopgaver i Danmark. To ud af hver tre er inden for bygge- og anlægsområdet.

Bedre materiale

- Det nye er, at vi med de indsamlede data får en klar indikation af, hvor mange af de udenlandske arbejdstagere, der er dækket af overenskomst. Det giver et betydeligt bedre baggrundsmateriale end vi nogensinde har haft, siger Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppen i 3F.

Han er ikke overrasket over, at 45 procent af arbejdstagerne inden for BAT’s område, som er registreret i RUT-registret, er dækket af overenskomst.

Tidligere undersøgelser har alene fokuseret på, hvor mange af de udenlandske virksomheder i Danmark, der er dækket af overenskomst.

- Opgjort på virksomheder er overenskomstdækningen langt lavere. Når omkring 45 procent af medarbejderne er dækket, hænger det sammen med, at de fleste af de virksomheder, der har mange udstationerede medarbejdere, er dækket af overenskomst. Det kniber mere for en del af de små med forholdsvis få udstationerede, siger han.

Spørgsmål om ressourcer

Arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz fra FAOS ved Københavns Universitet er derimod overrasket over analyseresultatet.

- Jeg synes, det er ret imponerende, at trods alt så mange af de udenlandske bygningsarbejdere er dækket af overenskomst. Selv om 55 procent uden overenskomst er problematisk, så skal man tænke på, at mange er her i ret kort tid, og mange er her som enkeltmandsfirma eller i småfirmaer, hvor fagbevægelsen skal afveje, om det kan betale sig at bruge ressourcer på at gå efter en overenskomstdækning, siger han.

Selv om kortlægningen er den største af sin art nogensinde, er den alligevel ikke fuldt dækkende, idet den alene baserer sig på de virksomheder, der er tilmeldt RUT.

- Vi ved, at et voksende antal udenlandske virksomheder får danske afdelinger, der i stedet registreres i CVR. Nogle gør det, fordi en bygherre eller hovedentreprenør kræver det, andre fordi de mener, de bedre kan skjule sig i CVR, siger Palle Bisgaard.

Han vurderer, at overenskomstdækningen af udlændinge ville være større, hvis også virksomhederne i CVR indgik i opgørelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095