ScanMek slog alle tidligere rekorder
Weekenden bød på salg for et tocifret millionbeløb, da der der var maskinmesse i Skive
- Vi skulle måske overveje at holde ScanMek hver weekend. Det er i hvert fald vanskeligt at få armene ned oven på et maskinsalg for tæt på 20 mio. kroner. ScanMek 2014 har slået alle tidligere rekorder, og det er helt tydeligt, at messen nu sidder krystalklart i masser af maskinfolks bevidsthed.
Salgschef Henrik Kirketerp-Møller og hans salgskolleger hos Scantruck A/S i Skive havde en herlig weekend med voldsomt slid på ordrebøgerne, da Scantruck i den forgangne weekend bød til sin egen ScanMek-udstilling for syvende gang.
Og mens der tidligere gange har været stor tilfredshed med et par rekordforbedringer af besøgstallet og antallet af solgte maskiner, blev 2014-messen en vaskeægte rekord-lammer. Ikke alene steg tallene på alle felter. De steg ganske markant.
Positiv stemning
- På ScanMek 2013 solgte vi 32 maskiner, og det var flot og ny rekord. Men i år blev det til ikke færre end 57 solgte maskiner med næsten fifty-fifty fordeling mellem nye og brugte. En omsætning på næsten 20 mio. kroner fortæller meget om, at der er ganske mange store maskiner imellem. Og vi har solgt lystigt at både Komatsu, Manitou, Atlas og Mustang, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.
- Det helt forrygende salg er et klart signal om, at stemningen er positiv i bygge- og anlægsbranchen, og at der også er absolut positive tendenser i landbruget. Krisestemningen er vendt til optimisme. Folk ser fremad, vurderer Scantrucks salgschef.
Besøgsrekord i Skive
ScanMek 2014 blev i omfang også den hidtil største med øget udstillingsareal i forhold til tidligere. Det kvitterede i omegnen af 3.500 gæster for og satte dermed også ny besøgsrekord.
Væsentligt flere gæster genererer automatisk mere travlhed for både pølsemanden og folkene i suppe-teltet ved Scantrucks store brugtcenter.
I løbet af de to ScanMek-dage blev der langet lige knap 5.000 pølser over disken, suppe-indtaget nåede 600 liter, og der blev garneret med omkring 100 kilo bacon.
Scantruck havde for første gang ryddet en hal og inviteret en stribe af de faste leverandører af udstyr, tilbehør og grej med. Dermed var der også lejlighed til at få en fagsnak direkte med producenter og importører af blandt andet graveskovle, maskinstyringer, tiltrotatorer, arbejdslys, dæk og andet med direkte relation til de store maskiner til både byggeri, anlæg, landbrug og industri.
- Leverandør-standene ligner en fast del af ScanMek fremover. Rigtig mange af gæsterne har givet udtryk for, at det fint også lige at få mulighed for at se nærmere på det forskellige udstyr og tilbehør. Og leverandørerne var hele raden rundt særdeles positive og gav udtryk for, at de meget gerne kommer igen, siger Henrik Kirketerp-Møller.