To skovlfabrikker får samme danske ejere
Ejerne af skovlfabrikken Ebco har købt Viby Attachment
Og der er ikke lagt op til søskende-slagsmål. De to virksomheder fortsætter på deres respektive adresser i Lynge og Viby ved Aarhus.
Begge steder med øget fokus på hver sit speciale.
- Det har hele tiden været sådan, at Viby Attachment hovedsagelig har beskæftiget sig med produktion af læsseudstyr, mens Ebco mest har koncentreret sig om graveudstyr. Det vil vi udvikle yderligere og dele lidt mere op, så hver af virksomhederne dyrker sit speciale, fortæller Kim Jensen.
Han er adm. direktør for Ebco A/S, som han ejer sammen med Charlotte Madsen.
Det er også Charlotte Madsen og Kim Jensen, der sammen nu ejer Viby Attachment Worldwide.
- De to selskaber vil fremover have hver sit produktnavn og produktdesign. Og kunder, der hidtil har svoret til læsseskovle fra Ebco, vil også fremover kunne få en Ebco-læsseskovl. Vi vil bare udvikle endnu mere på at styrke de to fabrikkers specialer, siger Kim Jensen.
Begge ramt af krisen
Begge virksomheder røg i voldsomt uvejr i 2009, og ingen af dem overlevede finanskrisen i deres oprindelige skikkelser.
Med tre måneders mellemrum blev nøglerne drejet rundt både i Lynge og i Viby. Dengang hed Ebco ikke Ebco, men RH-Beco og den adm. direktør Kim Jensen. Sammen med Charlotte Madsen satsede han spareskillingerne på at rejse en ny virksomhed på resterne af den gamle. Den kom til at hedde Ebco A/S.
I Viby måtte daværende ejer Kaj Dam-Rasmussen konstatere, at finanskrisen også ramte ubønhørligt i Jylland.
Hans far, grovsmed V. R. Rasmussen, havde startet hele herligheden i 1943, og siden bragte Kaj Dam-Rasmussen Viby Jern op i eliten blandt producenter af specielt læsseskovle. Krisen lykkedes det imidlertid ikke at tippe af, og Viby-virksomheden blev overtaget af East Metal med base i Esbjerg.
Øget produktion
Nu betyder det nye familieskab mellem Ebco og Viby Attachment, at produktionen geares op både i Lynge og i Viby.
- Vi har lukket vore fabrikker i Polen og taget produktionen hjem til Danmark. Og vi har 7.000 kvm produktionsfaciliteter her i Lynge til at lave Ebco-produkter. I Viby udvider vi produktionen ved i første omgang simpelthen at tage flere af de eksisterende faciliteter i brug igen, fortæller Kim Jensen.
Dermed satser Charlotte Madsen og Kim Jensen på, at den nye konstellation skal have endnu flere skovle ud både i Danmark, men også til eksport.
- Både Viby Attachment og Ebco har eksport til England, Sverige og Norge. I England har vi selv to sælgere, som fremover altså får to brands med rundt. I Sverige og Norge har både Viby og Ebco forhandlere, og de vil naturligvis også få mulighed for at sælge både grave- og læsseudstyr af begge mærker. Dermed øger vi i realiteten vores forhandlernet i Sverige og Norge, forklarer Kim Jensen.