Ny udbudslov skal spare penge
Udkastet til en ny udbudslov lægger op til større gennemsigtighed i, hvordan indkomne bud evalueres, og så skal hele udbudsmaterialet lægges frem fra starten
Derfor skal de offentlige indkøb foregå effektivt og med de lavest mulige omkostninger for erhvervslivet og myndighederne. Med udkastet til en ny udbudslov vil regeringen sikre de bedst mulige rammer, når der investeres i eksempelvis nye sygehuse, cykelstier eller broer.
Regeringen nedsatte i juni 2013 et udvalg af blandt andet repræsentanter fra byggebranchen, der fik til opgave at udarbejde et udkast til et samlet og overskueligt regelsæt, der implementerer det nye udbudsdirektiv i dansk ret.
Lovudkastet er således en implementering af det udbudsdirektiv, som EUs ministerråd vedtog tilbage i februar i år, og som skal implementeres i medlemslandene senest i april 2016. Direktivet sætter dermed rammen for den kommende danske udbudslov.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), er ikke i tvivl om, at den nye udbudslov vil spare det offentlige penge.
- Jeg har modtaget udbudslovsudvalgets rapport om en ny dansk udbudslov. Udvalgets forslag forenkler de danske udbudsregler og giver større klarhed og fleksibilitet. Det vil gøre udbud lettere, billigere og mere effektive for både det offentlige og de private virksomheder. Udbudsloven lægger rammen for de offentlige indkøb, der hvert år udgør en sjettedel af Danmarks BNP. Det understreger vigtigheden af, at vi har gode og overskuelige regler for udbud, siger Henrik Sass Larsen.
Strammer op
Blandt de ændringer, som lovudkastet lægger op til, er større gennemsigtighed.
Det indebærer, at offentlige ordregivere skal lægge den metode, de vil bruge til at evaluere de indkomne tilbud, frem sammen med udbudsmaterialet. Det skal gøre det lettere for de aktører, der ønsker at byde på opgaven, at optimere deres tilbud.
Lovudkastet, som nu er sendt i offentlig høring, lægger også op til, at ordregiver fremover skal offentliggøre hele udbudsmaterialet samtidig med udbudsbekendtgørelsen.
Det betyder, at de offentlige udbydere tidligere skal fastlægge eksempelvis kravspecifikationer, så tilbudsgiverne har et bedre grundlag for at vurdere, om de ønsker at deltage i udbuddet.
Afdelingschef i Dansk Byggeris juridiske afdeling, Henrik Fausing, har siddet i det udvalg, der har lavet lovudkastet. Han vurderer, at det vil medføre mere omhu i udbudsmaterialet, at det hele skal være tilgængeligt fra starten.
- Vi har lagt stor vægt på det her under arbejdet med lovudkastet. Tidligere var der tradition for at skrive så lidt som muligt, for at man kunne rette løbende. Det bliver der nu strammet op på. Det er en fordel for branchen, fordi man på forhånd kan vurdere om opgaven er interessant og efterfølgende lave en risikoprofil, siger Henrik Fausing.
Ingen dans på roser
Der er i lovudkastet også fokus på de små og mellemstore virksomheder, som udgør en stor del af bygge- og anlægsbranchen.
Fremover skal offentlige udbydere i forbindelse med udbud nemlig overveje, om opgaven med fordel kan opdeles i mindre dele. Udvalget har derfor drøftet muligheden for at forpligte ordregiverne til i relevante tilfælde at opdele udbud.
Udvalget er dog nået frem til, at det er mest hensigtsmæssigt, at den enkelte ordregiver konkret vurderer, om et udbud egner sig til opdeling. Men udvalgets lovudkast vil den offentlige udbyder fremover have pligt til at begrunde, hvorfor et konkret udbud ikke deles op.
Lovudkastet lægger desuden op til, at ordregivere ikke må stille større krav til virksomhedernes minimale årsomsætning end det dobbelte af kontraktens værdi.
Formålet er at give små og mellemstore virksomheder bedre adgang til at deltage, når det offentlige sender opgaver i udbud.
Chefkonsulent i Håndværksrådet, Jeppe Rosenmejer, der også har siddet med i udbudslovsudvalget, glæder sig over, at lovudkastet indeholder en række initiativer, der er rettet mod de mindre virksomheder.
- SMVerne bliver i dag ofte sorteret fra tidligt, fordi der ofte sker et automatisk fravalg af dem, der ikke har så stor en omsætning og så mange referencer. Derfor er vi glade for, at der nu kommer fokus på, at de mindre virksomheder ikke på forhånd bliver sorteret fra ved udbud, siger han.
Han tror dog ikke, at den nye udbudslov bliver nogen mirakelkur.
- Der har været ekstremt høje og urealistiske forventninger til, hvor meget en ny udbudslov kan løse. Der har næmest været den forventning, at udbud nu vil blive en dans på roser. Det tror jeg ikke kommer til at ske. Loven kan forhåbentligt forbedre udbudsprocessen og gøre hverdagen en smule lettere, men der er grænser for, hvor store løfter man kan indfri, siger Jeppe Rosenmejer.