23948sdkhjf

Regioner overvejer OPP til sundhedsområdet

Både i Region Hovedstaden og Region Nordjylland vil man anvende OPP-model og gennemfører markedsundersøgelser
Et nyt neurorehabiliteringscenter i Brønderslev og et nyt køle- og nødstrømsanlæg på Glostrup Hospital bliver muligvis opført i offentlig-private partnerskaber (OPP). Region Nordjylland og Glostrup Hospital har igangsat markedsundersøgelser for at undersøge virksomhedernes interesse for OPP-projekterne.

Det nye neurorehabiliteringscenter skal erstatte det nuværende center i Brønderslev, og den anslåede anlægssum ligger på mellem 60 og 70 mio. kroner, mens den anslåede værdi for køle- og nødstrømsanlægget på Glostrup Hospital er på mellem 50 og 60 mio. kroner.

Arkitektoniske krav

I Region Nordjyllands projektbeskrivelse fremhæver regionen, at hjerneskaderehabilitering foregår tværfagligt, og at patienterne kræver behandling, pleje og fysisk træning.

Regionen skriver, at forventningen er, “at det nye center sammentænker alle parametre ud fra en filosofi om, at helhedstænkning og integration skaber større værdi og synergi for alle parter".

Derudover stiller regionen krav om, at centret får en høj arkitektonisk kvalitet. Arkitektur og materialevalg skal give varierede, sanselige og stemningsfulde oplevelser.

Under markedsundersøgelsen vil Region Nordjylland ud over at afdække markedets interesse for projektet også indhente inputs til, hvordan OPP-projektet skal struktureres - blandt andet i forhold til risikodeling, aftaleperiode og til, om man helst ser projektet gennemført med offentlig eller privat finansiering.

Fristen for at anmode om deltagelse i markedsundersøgelsen er 24. februar klokken 13.

Nødstrøm og køling

Glostrup Hospital skal have et nyt køleanlæg. Det eksisterende er utilstrækkeligt og nedslidt og dækker ikke hospitalets kølebehov. Det kan i spidsbelastningsperioder medføre nedlukning af scannere, mikroskoper og andet følsomt udstyr, skriver Glostrup Hospital i en forhåndsmeddelelse, som indbyder til teknisk dialog. Fristen for at anmode om deltagelse er 14. februar.

Det nye anlæg skal også kunne klare hospitalets kommende behov i forbindelse med, at hospitalet skal udbygges med cirka 20 procent.

Også nødstrømsanlægget på Glostrup Hospital er underdimensioneret og ustabilt. Det kræver derfor stort vedligehold. Hospitalet håber, at en udskiftning af nødstrømsanlægget samt en integrering af anlægget med kølecentralen kan medføre synergieffekter.

Hensigten med projektet er ifølge Glostrup Hospital at få en ekstern leverandør til sammen med hospitalet at drive køle- og nødstrømsområdet på den mest optimale måde og at få energibesparelser og andre optimeringer til at være en del af finansieringen af projektet.

Det har inden avisens deadline ikke været muligt at få en kommentar fra Region Nordjylland, mens Glostrup Hospital ikke ønsker at kommentere projektet før efter den tekniske dialog er gennemført.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094