23948sdkhjf

Ny standard for bæredygtighed på vej

En ny dansk standard for måling af bæredygtighed i fremtidens boliger er på vej. Green Building Council har sat en pilotfase med 12 certificeringsprojekter i gang
I den danske byggebranche er der en øget interesse for en holistisk tilgang til bæredygtighed frem for det mere ensidige fokus på energioptimering.

Det betyder, at Green Building Council nu udvikler kriterier til at måle bæredygtigheden i danske boligbyggerier, i første omgang etagebyggerier og rækkehuse, med samarbejdspartnere der tæller store spillere som Lejerbo, Region Nordjylland og Kolding Kommune.

Sammenligneligt

- Formålet med standarden er at danne et fælles sammenligneligt grundlag i branchen til at vurdere boligers bæredygtighed ud fra de tre parametre: sociale/funktionelle, miljømæssige og økonomiske, siger sekretariatschef Mette Qvist i Green Building Council til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hun tilføjer:

- Vi lancerede den første dansk tilpassede standard i 2012 til kontorbyggeri, og nu går vi i gang med etagebyggerier og rækkehuse. Vores kriterier er sat op til formålet med bygningen: Hvis den anvendes til kontorer er der én type standarder for energi, vand og indeklima. Kravene til boliger er anderledes. Her skal der for eksempel meget sollys ind, i kontorbygninger gælder der andre behov, så man undgår blænding og overophedning.

Mette Qvist tilføjer, at uden innovative investorer og bygherrer, der er villige til at prøve nye metoder af, bliver det ikke let at få tilpasset det oprindeligt tyske DGNB-system til danske forhold.

- Men også for internationale investorer giver det mening, fordi de kender systemet og ved, at der er gået ambitiøst og videnskabeligt til værks, siger Mette Qvist.

Op til 44.000 kvm

Projekterne, som deltager i pilotfasen, er geografisk placeret over hele landet, og størrelsen af projekterne varierer fra 2.000 kvm til 44.000 kvm.

Certificeringsstandarden forventes klar til juni 2014.

Feltet af deltagende bygherrer spænder bredt fra private til almene bygherrer. De er: AL2Bolig, Boligselskabet Fruehøjgaard, Cirkelbo, Kolding Kommune, Lejerbo, Lyngby Almennyttige Boligselskab, Region Nordjylland og Sophienberg Ejendomsudvikling A/S: etageejendomme og rækkehuse.

Sekretariatschef Mette Qvist siger:

- Vi er rigtig glade for den store opbakning og engagement vi har oplevet ved deltagelse i tilpasningsarbejdet for boliger. Det er en stor fordel for udviklingen af standarden, at så mange forskellige projekter har besluttet at deltage i pilotfasen.

Yderligere to certificeringsystemer til henholdsvis hospitaler og bydele er under udvikling og forventes at blive klar til markedet i juni 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094