23948sdkhjf

Politikerne skal blande sig uden om lærlingeløn

Lavere lærlingeløn er ikke løsningen på praktikpladsudfordringerne, siger politikere
Glem alt om lavere løn til lærlinge eller SU i stedet for lærlingeløn.

Fra højre til venstre afvises politisk indblanding i, hvordan lærlinge på erhvervsuddannelserne aflønnes.

Afvisningen kom tirsdag på en konference om, hvordan vi løser praktikpladsudfordringen. Arrangør var uddannelsestænketanken DEA, der samtidig kunne offentliggøre en undersøgelse med blandt andet virksomhedernes bud på, hvordan man skaffer flere praktikpladser. Godt hver fjerde virksomhed siger, at de ville ansætte flere elever, hvis aflønningen var lavere, mens knap halvdelen af virksomhederne vil ansætte flere elever, hvis staten betaler SU i stedet for at virksomheden betaler elevløn.

Det er imidlertid ikke tanker, der vil gro videre i det politiske landskab.

- Som lærling indgår man i virksomhedens produktion, og så skal man naturligvis have løn, akkurat som andre i virksomheden. Hvad den løn er, afhænger af udbud og efterspørgsel og overenskomsten på området. Det skal politikerne ikke blande sig i, sagde Ane Halsboe-Jørgensen, socialdemokratisk ungdomsuddannelsesordfører.

Nej til SU

Enhedslistens uddannelsesordfører Rosa Lund afviste pure SU til lærlinge og slog også fast, at det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler lærlingeløn. Hun stillede samtidig spørgsmålet, hvorfor det ikke også er arbejdsmarkedets parter, der fastsætter ydelserne for lærlinge i skolepraktik.

Også Merete Riisager, undervisningsordfører i Liberal Alliance, afviste SU i forbindelse med erhvervsuddannelserne.

- Men man kan ikke ignorere, at pris har en betydning. Det er imidlertid arbejdsmarkedets parter, der har ansvaret for at genskabe balancen mellem løn og kvalifikationer. Lønmodtagerorganisationerne skal være bevidste om, at de ved at holde fast i nogle rettigheder, holder nogle unge ude, sagde hun.

Venstres undervisningsordfører Peter Juel Jensen udtrykte fuld tillid til, at arbejdsmarkedets parter kan forhandle sig frem til “den rigtige løn" for lærlinge.

- Det skal politikerne ikke blande sig i, akkurat som vi ikke skal blande os i, hvad der er en mindsteløn, sagde han.

Ikke en enkel løsning

Var der med andre ord bred enighed om, hvad der ikke er løsningen på praktikpladsudfordringen, så afslørede konferencen, at der ikke er én og i hvert fald ikke en enkel løsning på problemet med de manglende lærepladser.

Et skridt på vejen er erhvervsuddannelsesreformen, der indfører adgangskrav og samtidig styrker uddannelsesgarantien og sikrer, at de unge ikke ender i en blindgyde. Der synes også at være bred opbakning til aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter om styrkelse af det praktikpladsopsøgende arbejde og til øget brug af korte praktikaftaler, ligesom skolepraktikken skal “tales op".

Den geografiske mobilitet skal styrkes, så unge skal flytte for at få den eftertragtede praktikplads. Andre løsninger er organisationers, kommuners og skolers målrettede lokale arbejde som det blandt andet kommer til udtryk i Dansk Byggeris partnerskabsaftaler.

Det forventes, at der bliver luget ud i ventelisten, når alle på ventelisten indkaldes til en samtale på erhvervsskolerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08