Et skadefro skattevæsen
Udgangspunktet var egentligt godt nok, idet man mente at afgiften kunne være et incitament til at virksomhederne forsøgte at hindre ulykker og skader på byggepladsen. Det virker bare ikke. Derimod er der tale om, at skattemyndighederne faktisk bruger arbejdsulykkerne som direkte anledning til at opkræve en skat, baseret på ulykker. Det er da en interessekonflikt. Flot ikke?
Hvis så bare den opkrævede skat blev brugt til forebyggende arbejde, kunne man måske forsvare at virksomhederne på denne måde skulle bidrage, men sådan er det heller ikke, for pengene ryger direkte i statskassen.
At opkræve en skat i forbindelse med arbejdsulykker hører ingen steder hjemme. For det er passive midler, der anvendt aktivt lige så godt kunne arbejde i virksomhederne til forebyggende arbejde. Og selv om der gøres en del på det område allerede, gøres der tilsyneladende ikke nok, for der sker stadig ulykker.
Hvordan man dæmmer op for ulykker med videre, kan man givetvis ikke svare entydigt på, men det hjælper i hvert fald ikke, at arbejdsgivernes pengekasser pumpes for midler til at gøre noget.
Arbejdsmiljøet og sikkerheden skal derimod i endnu højere grad tilbage som en del af den unge bygningshåndværkers identitet. Det er ganske enkelt ikke nok at være dygtig til at mure eller udføre tømrerarbejde. En del af det at være dygtig skal være også at kunne holde orden og systematik i sit arbejde. Og hvad “værre" er; Det er faktisk en gammel dyd, som blot er blevet udvandet gennem årene.
De byggepladser og byggevirksomheder, hvor man for alvor tager fat og forventer det af sine ansatte, der virker det positivt på alle måder, og helt ned på bundlinien af regnskabet. For når der sjuskes med ordenen, der flyder byggematerialer rundt, og der ikke ryddes op, så går der kuk i timeplanen osv. osv. Så derfor lad i stedet virksomhederne bruge pengene aktivt til et bedre arbejdsmiljø.
