23948sdkhjf

Entreprenørgiganter i tvist om milliardordre

MT Højgaard har klaget over, at Banedanmark har givet kæmpekontrakt til juridisk enhed, der ikke var prækvalificeret til opgaven
Landets to største entreprenørkoncerner er røget i slagsmål om en kontrakt på knap en milliard kroner for staten.

Det er MT Højgaard, der har klaget over Banedanmark i forbindelse med en kontrakt på København-Ringsted jernbanen. Der er tale om jernbaneprojektets største enkeltkontrakt, en strækning på godt tre km i Valby og Hvidovre, hvor banen skal lægges i tunnel og trug.

Banedanmark besluttede kort før jul at give arbejdet til Aarsleff, der efter forhandling med de fem prækvalificerede konsortier afleverede billigste tilbud.

Den beslutning har MT Højgaard indbragt for Klagenævnet for Udbud, idet Aarsleff formelt set ikke var blandt de entreprenører, der i april 2013 blev prækvalificeret til opgaven. Aarsleff blev således prækvalificeret i et joint venture med Pihl, og konsortiet afgav første tilbud dagen efter Pihls konkurs.

Anlægschef ved København-Ringsted projektet Jette Aagaard bekræfter over for Licitationen, at MT Højgaard har indgivet en klage til Klagenævnet for Udbud, fordi kontrakten er givet til en juridisk enhed, som ikke var prækvalificeret.

- Det er ærgerligt og også lidt overraskende, at der er blevet klaget. Der har ikke været nogen hemmelighed om vores holdning. Den er meddelt de øvrige prækvalificerede i brev i oktober og i øvrigt også kommenteret offentligt, og vi har intet hørt fra de øvrige prækvalificerede. Nu kan vi ikke gøre andet end vente i spænding på klagenævnets afgørelse og om den får opsættende virkning, siger Jette Aagaard.

Indsigelse i september

MT Højgaard bekræfter, at MT Højgaard og joint venture-partneren Züblin har klaget over Banedanmarks beslutning om at tildele Aarsleff kontrakten. Man gør samtidig opmærksom på, at MTH-Züblin 20. september, det vil sige omkring tre uger efter Pihls konkurs, indgav en formel indsigelse imod, at Aarsleff overtog Pihl-Aarsleffs prækvalifikation.

Det har ikke inden deadline været muligt at få en kommentar fra MT Højgaard om baggrunden for klagen.

En nøje vurdering

Banedanmark oplyste til Licitationen 21. oktober, at Banedanmark nøje har vurderet, om man var forpligtet til at se bort fra buddet fra JV Pihl & Aarsleff.

- Det var vores umiddelbare vurdering, at vi ikke var forpligtet til at se bort fra tilbuddet fra JV Pihl & Aarsleff. Per Aarsleff A/S oplyste, at de agtede at overtage Pihls forpligtelser og nogle nøglemedarbejdere og derfor fortsætter udbudsprocessen som planlagt. Der er tale om en ganske ekstraordinær situation, som ingen nedskrevne regler regulerer. Udbudsreglerne har til formål at sikre konkurrence og ikke gennem unødig formalisme at begrænse den, sagde kontraktchef Niels Sørensen fra Banedanmark til Licitationen 21. oktober.

Det er oplyst, at Klagenævnet for Udbud forventes at træffe afgørelse i sagen 29. januar.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Aarsleff.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157