Viby-skovle med centralsmøring
Britisk efterspørgsel fik den danske skovlproducent til at udvikle nyt smøresystem
Det spørgsmål sendte den danske skovlproducent Viby Attachments folk i England til udviklingsafdelingen i Viby. I øvrigt inspireret af henvendelser fra kunder på det britiske marked. Nu får de engelske Viby-folk og deres kunder svar på tiltale.
Nyt smøresystem
- Vi har udviklet et centralsmøresystem, hvor vi samler smøringen af seks steder på højdetipskovlen i ét smørested. Ved at trække slanger ud til smørestederne, er det nok at trykke fedtsprøjten ned over én smørenippel. En fordelerblok sender så smøringen ud til de øvrige smøresteder, forklarer produktspecialist Jørgen Stilling hos Viby Attachment.
- Nogle sætter jo automat-smøreanlæg på, så skovlen smøres fra maskinen. Men det er en dyrere løsning, hvis man skal koble skovlen på maskinens centralsmøring. Derfor har vi selv udviklet løsningen med manuel centralsmøring og i første omgang sigtet mod det britiske marked, fortæller Jørgen Stilling.
Ikke set hos andre
- Konkurrencen i England er hård. Derfor har vi en fordel i at være helt på forkant med løsninger, der efterspørges af kunderne. Vi laver naturligvis også skovle, som kan smøres via maskinens centralsmøringsanlæg. Det er der så også andre skovlproducenter, der gør. Men jeg har ikke set en manuel centralsmøring som vores hos andre producenter, siger produktspecialist Jørgen Stilling.
Foruden at skære tid af den daglige vedligeholdelse, er centralsmøringen også med at sikre kvaliteten af smøringen. Den sikrer, at alle smøresteder huskes, og at der doseres med den rigtige mængde fedt.
- Selv om det er briterne, der har sat os i gang med at udvikle det nye smøresystem, så er det naturligvis også tilgængeligt for alle vore andre kunder. Og jeg er ikke i tvivl om, at det vil være attraktivt både i vore andre eksportlande og herhjemme i Danmark, vurderer Jørgen Stilling.