Byggenyt
AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt et lokalplanforslag og tilhørende kommuneplantillæg samt redegørelse for bæredygtighed for nye boliger på Kjellerupsgade 12 og 14, Symfonien i Aalborg Midtby.
Lokalplanen skal gøre det muligt at nedrive den eksisterende bebyggelse på Kjellerupsgade 14 (Symfonien), og give mulighed for at opføre 5.000 kvm ungdomsboliger og 1.000 kvm kontorer. Lokalplanen omfatter også et eksisterende byggeri, Kjellerupsgade 12, som rummer 90 ungdomsboliger.
Det er Boligselskabet Limfjorden, der er bygherre både på ungdomsboligerne og på kontorerne, som selskabet vil bruge til sin egene administration, Vivabolig. Ud over at muliggøre det aktuelle projekt med boliger og kontorer åbner lokalplanen desuden mulighed for, at stueetagen og 1. sal kan anvendes til service, undervisning, kulturelle formål, institutioner og klinikker i overensstemmelse med kommuneplanen. Desuden kan der etableres mindre tekniske anlæg.
HADSUND: Teknik- og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune anbefaler, at et lokalplanforslag for Hadsund Havn Øst fremlægges til offentlig høring fra 11. ferbruar og frem til 9. april.
Lokalplanforslaget omfatter grunden, hvor Danish Crowns forladte slagteribygninger i øjeblikket udgør havnefronten, og vedtages lokalplanen, står en investorgruppe klar til at overtage det tidligere slagteriområde. Gruppen består af John Nørgaard fra John Nørgaard Erhvervsejendomme i Aalborg, Kristian Højsleth fra erhvervsmæglerfirmaet Erhverv Aalborg og entreprenør Arne Andersen fra Vrå, og planen er at bygge 43 boliger, en dagligvarebutik og et ubemandet tankanlæg med tilhørende vaskehal. Boligerne fordeles med 37 i to etageejendomme og seks enfamiliehuse.
REGION MIDTJYLLAND
SILKEBORG: Arbejdernes Andels-Boligforening og Silkeborg Boligselskab er sammen med NRE Real Estate A/S klar til at bygge boliger for 76 mio. kroner på den tidligere BMW-grund på Borgergade i Silkeborg, skriver Midtjyllands Avis.
De to boligselskaber og den private investor har planer om et fælles projekt, der omfatter 40 familieboliger og erhvervslokaler.
Den planlagte bebyggelse består af et etagehus ud mod Borgergade i fire etager, der indeholder butikker i stueplan og 24 boliger på de tre øvrige etager. Mod gårdsiden skal der ifølge planerne opføres rækkehuse i to etager med i alt 16 boliger.
REGION SYDDANMARK
MIDDELFART: Der er indkaldt ideer og forslag forud for planlægningen for et nyt bycenter i Middelfart med boliger, butikker og nyt rådhus. Høringen er afsluttet, og inden der tages hul på det videre planlægningsarbejde , skal der tages stilling til de indkomne bemærkninger.
Sagen er til behandling i økonomiudvalget i dag, mandag den 27. januar, og forvaltningen indstiller, at der arbejdes videre med planerne om et nyt bycenter.
FAABORG: 50 mio. kroner. Så meget kan der blive brugt på bynings- og områdefornyelse af bymidten i Faaborg over de næste fem år, hvis alt flasker sig, skriver Fyns Amts Avis.
Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har givet tilsagn om 6,4 mio. kroner, når der foreligger et byfornyelsesprogram, og under forudsætning af, at Faaborg-Midtfyn Kommune investerer mindst det dobbelte.
Bevilges disse beløb, er der udsigt til yderligere otte mio. kroner, som private kan søge om bidrag fra til bygningsrenovering. Egeninvesteringen i den private bygningsfornyelse er 75 procent, og ad den vej kan den samlede investering i fornyelse i Faaborgs bymidte løbe op i omtalte 50 mio. kroner.
De centrale omdrejningspunkter i byfornyelsesplanerne er Banegårdspladsen, Byskolen og Helios.