To Cat D9R flytter "hus" på 90 tons
To CAT-maskiner kom på en noget speciel opgave - nemlig at flytte en 90 tons stor fødekasse
Det er Niels Erik Nielsen, som arbejder som formand på Weber, der står i spidsen for projektet. Han har været ansat hos Weber i omkring 35 år og oplevet meget, men denne dag hører dog til de lidt mere specielle.
- Fødekassen vejer cirka 90 tons. Og den skal i alt flyttes omkring 3 km. Indtil videre har vi skubbet den omkring en km, men vi har været noget besværet af det regnfulde vejr de seneste dage. Men nu vil vi forsøge at få den det sidste stykke, siger Niels Erik Nielsen.
Allerede i bilen på vej op på marken forstår man hurtigt, hvad han mener med "det regnfulde vejr". Lastbilen må efterlades midt på markvejen. Hjulene snurrer rundt og lastbilen står stille. Vejen er for fedtet og våd. Resten af vejen foregår til fods. Med ler og jord, der hober sig op på støvlerne.
- Vi sætter den ene D9"er foran og lader den trække i fødekassen med en kæde. Jeg skubber så på bagi med den anden, forklarer Niels Erik Nielsen.
De to Cat D9"ere, som skal gøre arbejdet, er henholdsvis fra 1995 og fra 1999. En totalrenovering for nogle år siden (en såkaldt Cat Rebuild) betyder, at de begge har alle deres kræfter i behold. Ved en Cat Rebuild bliver alle komponenterne nemlig udskiftet i henhold til Cats retningslinjer, og maskinen kommer igen til at fremstå som næsten ny.
Niels Erik Nielsen og hans kollega starter de to dozere og gør klar til at flytte fødekassen. Den 90 tons tunge jernkonstruktion flytter sig imidlertid ikke ud af stedet. Den sidder tungt fast i det klæbrige ler.
- Jeg tror, vi kommer til forlænge kæden, så vi kan komme længere væk for at få bedre bid med larvefødderne, siger Niels Erik Nielsen.
Den taktik viser sig at være den rigtige. Niels Erik Nielsen og hans kollega trækker og skubber på ny i fødekassen, som til sidst slipper taget i leret og langsomt sætter sig i bevægelse. På vej det sidste stykke ned mod værket.