23948sdkhjf

Gymnastiksalen er snart fortid

Landets første ombygning af en gammel gymnastiksal til et såkaldt motoriklandskab bliver nu gennemført i Haderslev Kommune
De fleste kender oplevelsen af den klassiske skolegymnastiksal. Et lille idrætsrum med vinduer højt oppe under loftet og ribber på væggene.

Lugten af sved fra salen blander sig med de sure sokker og våde håndkæder fra omklædningen. Efter aktiviteterne står den på et brusebad med enten iskoldt eller kogende hedt vand.

Så slemt er det ikke alle steder i de 1.312 gymnastiksale på under 300 kvm, der ifølge Lokale og Anlægsfondens Facilitetsdatabase ligger på de danske skoler.

Men mange steder er det akkurat så slemt, og derfor er salene upopulære, og nogle er omdannet til faglokaler af skolerne eller simpelthen aflåst, lukket og glemt.

Den dårlige tilstand i mange af skolernes gymnastiksale fik Lokale og Anlægsfonden til at udvikle et helt nyt koncept, der kan gøre salene til moderne aktivitetssteder, der i langt højere grad er tilpassede deres primære brugere - børn i skolealderen - samt lokalområdets aktive. Både de selvorganiserede og foreningsmedlemmerne.

Motorisk udfordring

Konceptet blev udgivet i et idékatalog i 2012. Det viste, hvordan de gamle gymnastikøvelser i salene kan suppleres af motorisk udfordring og legende bevægelsesforløb. Det første eksempel på sådan et motoriklandskab bliver opført som nyt motorikcenter med faciliteter til springgymnastik på Gram Skole i Haderslev Kommune.

- Vi glade for at kunne realisere en idé om at forandre en klassisk gammel gymnastiksal til et anderledes og attraktivt motoriklandskab, der får stor værdi for lokalsamfundet. Projektet får stor eksempelværdi for både “åbne" skoler og de borgere, der arbejder med nye tiltag for lukkede skoler, siger direktør Torben Frølich fra Lokale og Anlægsfonden.

Projektet er tegnet af P+P Arkitekter, der også har udarbejdet de første tegninger for Fonden, da konceptet blev udviklet.

Center bliver koblingsled

Motoriklandskabet på Gram Skole bygges ind i gymnastiksalen på 195 kvm. Fra gymnastiksalen føres motoriklandskabet videre ud i et større springcenter i to niveauer på i alt 620 kvm. Projektet betyder også, at koblingen mellem Gram Skole og Gram Fritidscenter forbedres væsentligt, så springcenteret får funktion af koblingsled mellem de to steder.

Et depotrum bliver nyt ankomststed for motoriklandskabet. Herfra bliver det muligt at komme ind i motoriklandskabet via nye løbegange helt oppe ved vinduerne, da den store loftshøjde udnyttes til at skabe helt nye rumlige oplevelser med gange, en bro, et indskudt dæk og et klatrenet.

Fra en udkigspost bliver der adgang til det nye springcenter kaldet “Skrænten", da den bevæger sig henover et niveauspring i landskabet. Isoleret fra motoriklandskabet bliver også springcenteret et nyt tiltag og bevis på, hvordan et springcenter kan tænkes på nye måder.

Lokale og Anlægsfonden har medvirket i udviklingen af projektet og støtter etableringen med fem mio. kroner.

Hele motorikcenteret og ombygning af andre nærliggende dele af skolen koster 17,4 mio. kroner. Haderslev Kommune støtter projektet med 10 mio. kroner, mens det lokale foreningsliv i Gram og Gram Fritidscenter støtter projektet med 2,4 mio. kroner.

Projektet forventes indviet i efteråret 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11