23948sdkhjf

Building Green er en succes på dystert grundlag

Der er nok at bekymre sig om, hvis blot de mest basale bæredygtighedsmål skal nås. Øget globalt samarbejde og mindre silotænkning er en af vejene frem, lød det ved Building Greens åbningsdebat
Med 130 udstillere og en strøm af mennesker i Forum i København er Building Green-messen en succes - på et grundlag, der alt efter ståsted og placering i verden kan betegnes som alvorligt eller allerede katastrofalt.

Under alle omstændigheder skal vores børns og børnebørns fremtid - med COP15 i Paris i horisonten - tages alvorligt.

Building Green er et forum, der med sine mange virksomheder og visioner tydeligt viser, at bæredygtighed er et alt for alvorligt problem til kun at overlade til politikerne “og planlægningen af næste finanslov", som DAC’s Kent Martinussen udtrykte det.

Bygninger er en af de helt store CO2-udledere, og det er her - som de 4000 messegæster kunne læse i programmet - at nogle af de helt store gevinster kan hentes.

- Kina har brugt mere beton de seneste tre år end USA i et helt århundrede. Frem mod 2050 vil tre mia. flere mennesker bo i byerne og i forvejen er råvarepriserne steget med 5,6 procent. Desuden vil halvdelen af verdens befolkning i 2030 mangle vand, sagde moderator, tidligere miljøminister Ida Auken (R) ved onsdagens indledende debat kaldet “Hvordan sætter vi tryk på bæredygtigt byggeri", der havde deltagelse af arkitekt Signe Kongebro fra HLA; af adm. direktør Kent Martinussen, DAC; af Ingrid Reumert, vice president hos Velux; af direktør Nille Juul Sørensen fra Arup og af Martin Manthorpe, udviklingsdirektør i NCC.

- Vi skal understrege, at bygninger er til for os. Og vi skal styrke de mange ekstra funktioner, bygninger skal have. Skoler skal også styrke børns indlæring og sygehuse patienternes heling. Det er vigtigt at styrke samarbejdet mellem alle aktører i byggeriet, så energi, miljø og det oversete indeklima kan komme højere op på dagsordenen, sagde Ingrid Reumert fra Velux.

Gør det sanseligt

- Det er sjovt som diskussionen begynder et politisk sted, men skal udføres nørdet. Derfor skal der mere fokus på det sanselige, at arkitektur er integretet med et system, som er i forandring, sagde Signe Kongebro.

Og at det ikke kan gøres alene i Danmark, var også tydeligt ved debatten, der havde et stort tilskuertal.

- NCC er 25 gange mindre end det største kinesiske entreprenørselskab. Der er altså mange, der kan slå os på størrelsen, derfor skal vi kunne noget andet, sagde Martin Manthorpe, der slog et slag for et større samarbejde med de formgivende arkitekter og for det udviklingsarbejde, blandt andet inden for træbyggeri, der kan pege mod mere bæredygtigt byggeri.

Drop silotænkning

Også Kent Martinussen fra DAC var inde på det globale aspekt:

- Den danske økonomi er lille, så vi skal ikke frelse verden, men være bedre til at komme med på det globale marked. Her ligger udfordringen. Kineserne er ligeglade med vores byggebranches silotænkning, sagde han.

Også Nille Juul Sørensen fra Arup var inde på danske fordele og begrænsninger:

- Vi har jo på mange måder været rigtig gode til at indrette et samfund som fungerer godt, tænk bare på folkeskolen og andelsbevægelsen. Men for at vi kan komme i en bæredygtig retning kræver det, at vi løser nogle fastlåste systemer op, der også har med branchens konservatisme at gøre, sagde han og tilføjede:

- Måske står vi også med et nationalt problem. Vi skal væk fra den situation, at når nogen får en god idé, så tager de til Sverige med den, for der har de et industrisamfund, der er helt anderledes gearet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081