Der skal to til at danse en tango
Formand for BAT-kartellet Kim Lind Larsen fortjener et klap på skulderen for at sætte fokus på produktivitet i byggeriet (Licitationen 13/1-14, red.).
Byggeriet mærker i disse år en stigende konkurrence fra udenlandske virksomheder, der formår at konkurrere på danske vilkår. Deres konkurrenceparametre er netop ledelse og produktivitet.
Skal vi kunne se os selv i øjnene og vedblivende mene, at vi har gjort os bedre fortjent til at være på markedet end dem, må vi selvfølgelig analysere, om vi er dygtige nok.
Med der skal to til at danse tango.
Med ønsket om at gøre produktivitet til et overenskomstkrav går Kim Lind galt i byen.
For produktivitet er og har altid været et overenskomstkrav – et overenskomstkrav fra mesterside.
Kravet er udmøntet i de arbejdstidsregler, der afgør, hvornår og hvor længe vi arbejder.
Min påstand er, at hvis Kim Linds medlemmer tog ansvaret på sig og levede op til intentionerne med arbejdstidsreglerne, ville vi komme rigtig, rigtig højt op ad stigen.
Ad to omgange har vi i Københavns Malerlaug gennemført kampagnen "Det tager kun 37 timer".
Det er sket ud fra et medlemsønske. Det ærgrer simpelt hen at opleve, hvordan den første halve arbejdstime går med at mande sig op til at komme i gang, og hvordan den sidste time bruges på at lukke ned, klæde om og finde et busstoppested.
Jeg erkender dog gerne, at vi alle kan blive bedre – det gælder også vores evne som mestre til at tilrettelægge arbejdet og få bragt produkter ud til byggepladserne i rette mængder i rette tid.
Men vi må erkende, at der grundlæggende findes to grupper af medarbejdere: Dem, der som i Kim Linds eksempler tager ansvar og gerne vil, fordi de er engagerede i deres fag og deres virksomhed – og dem, der udelukkende betragter deres job som en nødvendig pengemaskine. Disse sidste vil ikke og kommer aldrig til at bidrage til højere produktivitet.
Det er en god idé at se indad, inden man ser udad.
