23948sdkhjf

Kystsikring med hollandsk erfaring

Bitre hollandske erfaringer med kystsikring kan hjælpe de danske rådgivere og politikere til at tage beslutninger, der ikke skader natur og miljø
Stormen Bodil har sat gang i en ophedet debat om kyst-og stormflodssikring. Det rådgivende ingeniørfirma Grontmij, der vejleder om vand-løsninger i ind- og udland, advarer mod for hurtige beslutninger, som i sidste ende kan skade naturværdier og skabe endnu større oversvømmelser. Det handler om mere end eventuelt at flytte et vikingeskibsmuseum og opsætte dæmninger på rekordtid.

- Spørgsmålet er i høj grad politisk, og derfor bør man se mod for eksempel Holland, der siden den store oversvømmmelse i 1953, da næsten 3000 mennesker mistede livet, har bygget store diger. Det var der fornuft i, for at beskytte landet, men konstruktionerne var meget rigide og Hollands natur blev i store træk smadret, siger Uffe Gangelhof, civilingeniør og markedschef for klimatilpasning hos Grontmij.

Han foreslår, at de danske beslutningstagere skæver mere mod Hollands bitre erfaringer:

- Danmark skal dels undgå problemer omkring vandmiljøet, dels lære af Rotterdam, der med store sluser er i stand til at lukke af for indtrængende vand, siger han til Licitationen.

Behovet er klart

Bodil har tydeliggjort behovet for kyst- og stormflodssikring i Danmark. Det kan derfor være fristende at foreslå en hurtig nålestiksoperation.

Men når vi har med kystsikring at gøre, skal der grundige overvejelser til, for hvad der i første omgang synes som en indlysende løsning på et problem kan vise sig at få fatale konsekvenser for miljøet og naturen.

- Det handler ikke kun om at opsætte en hurtig dæmning. Der er i branchen behov for et bredere perspektiv på kystsikring. Det er slet ikke nok med nålestiksoperationer, siger Mads Møller, Grontmijs direktør for Water & Energy og fortsætter:

- Det er afgørende, at kystsikring tager afsæt i brug af naturens dynamik og styrker de naturlige og rekreative værdier, mens den på samme tid tilbyder løsninger, der gør kystområder robuste overfor fremtidens stormfloder og højvandstigninger, siger han og drager som sin kollega paralleller til Holland, hvor vand er en dybt integreret del af hverdagen, fordi en stor del af landet ligger under havets overflade:

- Det er helt fundamentalt, at man ved, hvad man har med at gøre,siger Mads Møller.

10 nye problemer

En dæmning kan have store negative konsekvenser ved at ændre på de naturlige hydrauliske processer herunder vandflow, naturlig afstrømning og bundfalddannelse, såkaldt sedimentation, som kan få en negativ indflydelse på de omkringliggende naturværdier. Måske løses et problem umiddelbart, men det skaber ti nye, ifølge eksperterne.

Seniorkonsulent Arne Bernt Hasling fra rådgivningsvirksomheden Cowi siger:

- Man skal tænke sig godt om, før man bruger digeløsninger, der kan give miljømæssige problemer i forhold til vandudskiftning og vandgennemstrømning. Derfor er diskussioen om afvejningen “flyt eller beskyt" så vigtig. Enkelthuse bør nok anses for tabt, men det er ikke så hensigtsmæssigt at hele Christianshavn eller Frederikssund oversvømmes, siger Arne Bernt Hasling til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Naturværdier

Et prisbelønnet eksempel på en helhedsorienteret løsning er "Balance Island" i Holland, mener Grontmij, der skabte mulighed for at gøre området beboligt, i et samspil med naturen.

- Projektet har skabt helt unikke naturværdier. Herved er saltvandindtrængningen for eksempel forhindret og har derved skabt grundlag for bevarelse af dyre og planteliv i tilknytning til brakvandskultur, siger Uffe Gangelhof.

Dette koncept er også attraktivt fra et økonomisk perspektiv, da udgifterne til opførelse er mindre end den forventede indtægt, som bliver genereret af de resulterende muligheder for landbrug, fiskeri, natur og rekreation. Balance Island kan endvidere støtte indsatsen for bevarelse af fauna, flora og økosystemer i andre deltaområder rundt om i verden.

Grontmij er allerede i gang med planer for kyststrækningen langs Jakarta og Ho Chi Minh City deltaer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078