Bæredygtighed ikke for alle
Tanken hermed er jo ganske fornuftig, fordi det sådan set er den pågældende branche selv, der holder justits med, om produkterne og leverancerne nu også lever op til den standard, der er givet og vedtaget, for at det netop kan betegnes som bæredygtigt.
Sagen er blot, at det koster mange penge at blive certificeret, og det går ud over især de mindre virksomheder.
Faktisk er det rigtigt dyrt, når man først kommer i kløerne på diverse certificeringsbureauer, og det koster at gennemføre auditering, og hele processen med at få et produkt certificeret er ganske omfattende.
Det er hårdt for især de mindre, og man kan godt med rette tale om en konkurrenceforvridning, fordi større virksomheder har lettere ved at håndtere udgiften, blandt andet fordi den kan dele udgiften ud på en langt større volumen.
Derfor må man også her anbefale de mindre virksomheder at finde sammen med lignende produkttyper, selvom man måske er konkurrenter. Men et fælles fodslag her ville kunne nedbringe udgiften til certificeringen, og så man man vedtage at konkurrere på andre parametre end certificeringen.
Netop bæredygtighed er jo kun et konkurrenceparameter, så længe kun nogle har det og andre ikke. Den dag alle er ceritificerede bæredygtige, skal der findes andre parametre at konkurrere på.
Selvom det kan være vanskeligt for de mindre virksomheder, så må man nok konstatere, at bæredygtighed er et begreb, og dermed også en række certificeringer, som er kommet så langt, at der ikke er anden vej udenom end at rette ind til højre, og på en eller anden måde finde en vej frem.
Både politisk, samfundsmæssigt og økonomisk set er der nemlig på sigt kun gevinster og ingen ulemper ved bæredygtighed. Og det skal ikke tages for let. Mange vil gerne være bæredygtige uden egentlig at være det, og dermed er begrebet under udvanding.
Det skal der holdes øje med ikke sker.
