23948sdkhjf

P-hus skubber udbud

Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg har annulleret byggepladsentrepriser, fordi nyt parkeringsanlæg er forsinket
Fordi et nyt parkeringshus bliver omkring et halvt år forsinket, har Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg annulleret den fælles byggepladsentreprise, som indeholder fire storentrepriser til en samlet anslået værdi på 150 mio. kroner.

- Alle entrepriserne i den fælles byggepladsentreprise er udsat for nu. Vi er i gang med at arbejde på et nyt udbud og kan sige noget nærmere i løbet af foråret, siger Vagn Risby Mortensen, byggechef for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Grunden til, at p-huset blev forsinket, var, at de bydende havde fortolket udbudsmaterialet forskelligt.

Ifølge den nuværende tidsplan forventes de nye parkeringspladser at blive bygget fra efteråret 2014, hvor fase 1 af sygehusbyggeriet går i gang. Det er ligeledes også tidligst til efteråret, at den fælles byggepladsentreprise kan gå i gang.

Ændring i ydelser

Ud over en forskubbet tidsplan vil der være væsentlige ændringer i antallet af ydelser samt omfanget af ydelser, fordi man kun forventer, at der skal leveres basis-byggepladsydelser i byggeriets første fase.

På baggrund af de forskellige ændringer vurderede man, at det var nødvendigt at annullere udbuddet for at overholde gennemsigtigheds- og ligebehandlingsprincipperne.

En lang række virksomheder var prækvalificeret.Kort før jul var det meningen, at de prækvalificerede skulle modtage udbudsmaterialet, men Bispebjerg Hospital nåede at informere dem inden datoen.

Tidsplan holder

Kvalitetsfonden finansierer hospitalsdelen af sygehusprojektet med 2,95 mia. kroner, mens Region Hovedstaden finansierer psykiatridelen, som er budgetteret til 1,03 mia. kroner.

Det samlede sygehusbyggeri bliver ikke forsinket, selv om både p-hus såvel som byggepladsentrepriserne er forsinket.

- Der lå et slæk i tidsplanen, som vi udnytter nu, så det samlede byggeri bliver ikke forsinket og vil stå færdigt i 2025, siger Vagn Risby Mortensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11