23948sdkhjf

DF tæt på afsporing

Det er svært at sige, hvad der egentligt driver Dansk Folkeparti i den forløbne forhandling omkring Togfonden.

DF vil gerne være med, men der skulle tilsyneladende sættes et ekstra aftryk i aftalen ved at trække den yderligere - fordi man vil have undersøgt, om der er mulighed for at lave en letbane i stedet for en almindelig togforbindelse til Billund Lufthavn.

Det er virkelig mærkeligt. For hverken borgmestrene i Vejle, Billund eller direktøren for lufthavnen i Billund har ønsket en letbane, så den bliver efter alt at dømme ikke til noget.

En letbane er tilmed en halv milliard kroner dyrere, og den kan ikke umiddelbart forbindes med det øvrige tognet. Den underliggende dagsorden er nok snarere, at en letbane er en kommunal opgave, og derfor skal der være kommunal medfinansiering, og derfor kan staten slippe billigere ved at “tørre" den af på kommunerne.

Men når det er sagt, så er det fornuftigt, at den endelig er på plads, den store togaftale, og der kan også være fornuft i, at det er indtægterne fra vores fælles arv, undergrunden, der skal betale for det store fællesprojekt, som vi alle kan få stor gavn af.

Sandt at sige har det også i mange år skortet på fornuft, når det gælder det danske jernbanenet.

Den store togskandale ej at forglemme - herunder blandt andet det “lille togrøveri", hvor vi tilsyneladende helt uden at vide det, har foræret en diktator et togsæt, og de tog, vi faktisk har fået, virker fortsat ikke.

En elektricificering er også på tide, da det er miljømæssigt en langt bedre ide end de gamle dieselelektriske tog.

Det kan også undre, at Venstre er blevet stående på perronen og har valgt ikke at løse billet til dette togforlig. Infrastrukturprojekter er da ellers lige vand på møllen for Venstre, som før har været med, når det gjalt store infrastrukturprojekter.

Men nu er den der, Togfonden, og spillet for galleriet på strækningen mellem Billund og Vejle får sikkert snart en ende, så jernbanenettet kan hænge sammen på en naturlig måde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094