23948sdkhjf

Asfalt-lugtgener skal nedbringes

Men naboskabet til flyvestation blokerer for en højere skorsten på asfaltfabrikken
Naboer til en asfaltvirksomhed i Sønderjylland har klaget over lugtgener fra produktionen af asfalt, - gener der angiveligt har været så store, at medarbejdere på nabovirksomheden med mellemrum har måttet sygemelde sig med kvalme, hovedpine og vejrtrækningsbesvær. Målinger af luftforeningen i sommer har da også vist, at forureningen er højere end det tilladte.

Det har i september fået Haderslev Kommune til at indskærpe overfor Arkil, at virksomheden skal få nedbragt sin lugtforurening til det tilladte.

90 meter høj skorsten

Analysevirksomheden Force har i forbindelse med luftmålingerne vurderet, at asfaltvirksomheden skal opsætte en skorsten på 90 meter, hvis den skal nedbringe lugtforurening til det tilladte. Men det kan bare ikke lade sig gøre i området. Det drejer sig nemlig om Arkils asfaltfabrik i Skrydstrup, som ligger tæt på Flyvestation Skrydstrup, og med den som nabo kan der af hensyn til flytrafikken kun gives tilladelse til en skorsten med en højde på 43 meter. En sådan skorsten har Arkil allerede opsat.

Arkil vil nu forsøge at løse sagen på anden vis og beskriver problemet på sin hjemmeside:

“Lugtproblemerne opstår i de perioder, hvor der produceres med genbrugsasfalt, altså asfaltproduktion med anvendelse af gamle, opbrudte vejbelægninger. Det er væsentligt at understrege, at lugt og afdampning fra asfalt i undersøgelser er frikendt for at være sundhedsskadeligt.

En meget lang skorsten på 90 meter ville kunne løse problemet, da lugtkoncentrationen ved jorden således ville reduceres til under de tilladte værdier i både nær- og fjernområdet.

I vejen for flyene

Den nærliggende Flyvestation Skrydstrup kan dog af flyvesikkerhedsmæssige årsager ikke godkende en så lang skorsten. Derfor har Arkil valgt at forlænge skorstenen til det længst mulige, 43 meter. Selv om friske beregninger viser, at det formodentlig ikke vil bringe lugtudledningen ned til under værdierne i miljøgodkendelsen, vil det dog alligevel reducere lugtkoncentrationen med øjeblikkelig virkning, og særligt i fabrikkens nærområde forventes reduktionen at falde inden for de tilladte værdier til gavn for de umiddelbare naboer", forklarer man på virksomhedens hjemmeside og fortsætter:

“På baggrund af de foreliggende beregninger går Arkil ud fra, at lugtreduktionen med den forlængede skorsten vil være markant, men dog ikke tilstrækkelig til samlet at bringe os under værdierne i miljøgodkendelsen. Derfor arbejdes der med yderligere tiltag på fabrikken, som skal tilsikre at fabrikken permanent kun udleder lugt i overensstemmelse med miljøgodkendelsen, også ved produktion med genbrugsasfalt. De vil dog ikke kunne gennemføres så hurtigt som rejsningen af skorstenen."
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094