Ingeniørmangel truer på vej- og baneområdet
Infrastruktursektoren, der arbejder med veje, trafik og bane, kommer til at mangle ingeniører i de kommende år. Pensionering og store anlægsprojekter er nogle af årsagerne
Det viser en ny analyse som Vej-EU og Viadania - Center for Flere Trafik- og Anlægsingeniører har fået udført af Cowi A/S.
Rapporten præsenteres på Vejforum 2014, der afholdes i dag og i morgen i Nyborg.
Analysen viser blandt andet, at 25 procent af de virksomheder, der har forsøgt at rekruttere ingeniører, ikke har haft succes med det. For 10 procent har det været nødvendigt med et genopslag for at få stillingerne besat.
Branchen oplever ifølge analysen ikke store problemer med at tiltrække unge og nyuddannede, men man efterspørger medarbejdere med erfaring og specialistviden på særlige områder.
Denne udfordring understreges og forstærkes af, at mange arbejdspladser er i gang med et generationsskifte, der betyder, at netop erfaring og specialviden forsvinder.
I kommunerne er lige knapt halvdelen af diplomingeniørerne i byggeri og anlæg over 50 år og 25 procent er over 60 år.
I kommunerne forventes en afgang af ingeniører på mellem 10 og 25 procent i de kommende år. De kommunale repræsentanter, der har deltaget i undersøgelsen, peger på, at særlige kompetencer efterspørges, blandt andet i forhold til projektledelse, håndtering af myndighedsopgaver og kommunikation.
Flere studerende
Den naturlige afgang fra sektoren stiller store krav til optaget på uddannelserne, blot for at der kan opretholdes balance i udbuddet af ingeniører.
I en lang periode har antallet af ingeniørstuderende ligget på et stabilt niveau, men det har været for lavt til at holde trit med afgangen. De seneste par år er antallet af studerende på de anlægstekniske uddannelser steget, men der er behov for, at denne udvikling fortsætter.
- Her er det vigtigt for sektoren at gøre en indsats for at få de unge til at vælge infrastrukturområdet på uddannelserne. Området skal kæmpe om de studerendes opmærksomhed, primært i forhold til andre ingeniørretninger, men også i forhold til andre videregående uddannelser, vurderer Gert von der Ahé, der er formand for Vej-EU og til daglig områdechef i Vejdirektoratet.
En fælles indsats
Danske Anlægsentreprenører erkender, at branchen har en udfordring på personalesiden.
- Analysen fra Cowi understreger, at infrastruktur-branchen har en udfordring med at tiltrække medarbejdere. Der er derfor behov for en fælles langsigtet indsats, hvor uddannelsesstederne i langt højere grad skal have de unge til at orientere sig mod jobbene. Samtidigt skal vi både i kommuner, staten og private virksomheder være bedre til at markedsføre de spændende job- og karrieremuligheder, som vi tilbyder, siger Niels Nielsen, branchedirektør for Danske Anlægsentreprenører og medlem af VEJ-EUs bestyrelse.
Geografi er afgørende
Opgaven med at rekruttere ingeniører afhænger af, hvor man er i landet. Uden for hovedstadsområdet og de større uddannelsesbyer Aalborg, Aarhus og Odense er der få ansøgere til opslåede ingeniørstillinger.
Til gengæld oplever man særligt i hovedstadsområdet og Østdanmark, at der er stor konkurrence om medarbejderne og det betyder relativt stor omsætning af medarbejdere.
Øget aktivitet
Omfanget af infrastrukturopgaver bestemmes i stor udstrækning af offentlig aktivitet.
Valgkampen er gået i gang og nye motorveje og en limfjordstunnel er sat på dagsordenen. Realiseres disse ønsker, så forstærkes behovet for ingeniører yderligere.
Branchen peger selv på, at bedre markedsføring kan forbedre rekrutteringen. 58 procent af de adspurgte peger på mere oplysning og flere kampagner med fokus på ingeniøruddannelsen som en indsats. 72 procent peger på mere og bedre markedsføring af jobmuligheder.
- Rekrutteringsudfordringen er forskellig på tværs af landet og på tværs af offentlige og private organisationer. Men min vurdering er, at analysen bekræfter og understreger, at det er vigtigt, at branchen gør en fælles indsats for at sikre fremtidens medarbejdere. Vi er afhængige af hinanden og både offentlige udbydere af opgaver og private entreprenører og rådgivere skal have medarbejdere med de rigtige kompetencer. Derfor er der et behov for, at infrastrukturområdet står sammen om at markedsføre fagområdet som vi gør via branchesamarbejde Viadania, siger Gert von der Ahé.