23948sdkhjf

Udfordrende 2014 har kunnet mærkes hos Mærsk

A.P. Møller - Mærsk Gruppen er kommet ud af 2014 med et lavere resultat før skat end året før, viser regnskab.
A.P. Møller - Mærsk Gruppen kommer ud af 2014 med et resultat før skat på 5,3 milliarder dollar - svarende til 35 milliarder kroner, fremgår det af rederi-konglomeratets årsregnskab, der er præsenteret onsdag morgen.

Det er en anelse lavere end i samme periode året forinden, hvor selskabet landede et resultat før skat på 6,6 milliarder dollar, der omregnet til dansk valuta svarer til 43,5 milliarder kroner.

Med til historien hører det også, at resultaterne for 2014 er trukket ned af nedskrivninger på samlet 2,7 milliarder dollar - 17,8 milliarder kroner - mens salget af en stor aktiepost i Dansk Supermarked samt andre frasalg bidrog positivt.

- I vores fortsatte bestræbelser på at fokusere porteføljen og dele værdiskabelsen med vore aktionærer, har vi besluttet at frasælge vores aktier i Danske Bank, siger administrerende direktør Nils Smedegaard Andersen i en kommentar til regnskabet.

Mærsk-topchefen erkender sig tilfreds med resultatet i 2014, hvor selskabet på trods af udfordrende markedsforhold havde god fremgang i det underliggende resultat på tværs af Gruppen.

- Med konkurrencedygtige forretningsområder og en sund balance er Gruppen godt rustet til at drage fordel af de muligheder, der kan materialisere sig i et makroøkonomisk ustabilt marked, siger Nils Smedegaard Andersen.

Den store shipping- og oliekoncern omsatte sidste år for 47,6 milliarder dollar - 313,1 milliarder kroner - som skal holdes op mod 47,4 milliarder dollar eller 311,8 milliarder kroner i 2013.

For 2015 venter A.P. Møller - Mærsk lidt tilbagegang på bundlinjen i 2015, når man ser bort fra særlige poster.

I indeværende regnskabsår venter Mærsk-gruppen et underliggende nettoresultat på "lidt under" fire milliarder dollar - 26,3 milliarder kroner - mens det endte på 4,1 milliarder dollar for 2014.

Tallene er eksklusive Danske Bank, som konglomeratet vil sælge sin aktiepost på godt 20 procent i.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094