23948sdkhjf

Stort sygehusbyggeri får dansk vinder

Et af Skandinaviens største sygehusprojekter bliver et norsk-dansk projekt
Et af de største sygehusbyggerier til dato i Skandinavien er blevet vundet af et team bestående af danske og norske arkitekt- og rådgivervirksomheder.

I konkurrence med syv andre team har bygherren Helse Stavanger udpeget teamet bestående af arkitektfirmaerne Nordic Office of architecture fra Norge og danske Aart Architects og landskabsarkitektfirmaet SLA samt den danske rådgivervirksomhed Cowi og det norske ingeniørfirma Aas-Jakobsen AS som vinder af konkurrencen om et nyt universitetssygehus i den norske by Stavanger.

Med et budget på cirka otte mia. norske kroner (6,56 mia. kroner) er det et af Skandinaviens største sygehusprojekter og er dermed på størrelse med de danske sygehusbyggerier i Skejby ved Aarhus og Odense, der koster henholdsvis 7,7 mia. kroner og 6,9 mia. kroner.

- Der er ikke mange projekter i den størrelse og kompleksitet, som vi ser i dette projekt. Det er en ære og stor udfordring at være med til at realisere Helse Stavangers vision om at fremme sundhed og livskvalitet, siger Kirsti Engebretsen Larsen, der er divisionsdirektør i Cowis bygningsafdeling, på vegne af teamet i en pressemeddelelse.

Tre grunde er i spil

Det er endnu ikke besluttet, hvor i Stavanger det nye universitetssygehus skal opføres, da det først bestemmes efter den såkaldte konceptfase. Men tre grunde er i spil.

Opgaven omfatter i første omgang nybygning på godt 100.000 kvm som første byggetrin i udviklingen af det nye universitetssygehus, der vil have 7.300 ansatte og betjene 330.000 indbyggere i områderne Sør-Rogaland - fra Hjelmeland i nord til Sokndal i syd.

Vinderteamet begynder konceptudviklingen af universitetssygehuset, når kontrakten bliver underskrevet i slutningen af januar.

I konceptfasen skal teamet udarbejde et koncept for hver af de tre grunde i Våland, Ullandhaug og Stokka/Sandnes, der er i spil til det nye universitetssygehus.

Udviklingen af hvert koncept vil ske i tæt dialog med Helse Stavanger, og som en del af konceptfasen skal teamet udarbejde et skitseprojekt med planløsninger på etageniveau og placering af de centrale funktioner. Teamet skal også udrede for behovet for ny infrastruktur.

En konceptvalgsrapport vil afrunde konceptfasen. Rapporten vil indeholde en helhedsbeskrivelse af det valgte koncept - inklusiv rammebetingelser, mål, forudsætninger og løsninger samt investeringsmæssige og driftsøkonomiske konsekvenser. Konceptfasen går frem til sommerferien, hvor Helse Stavanger vil tage endelig stilling til beliggenheden af universitetssygehuset.

Tilbud med forhandling

Konkurrencen blev gennemført som en tilbudskonkurrence med forhandling.

Baseret på de indleverede tilbud fra otte prækvalificerede teams blev der gennemført en dialogpræget forhandlingsrunde, hvor hvert teams tilbud blev vurderet i forhold til tre tildelingskriterier, nemlig pris, arbejdsproces og organisering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094