Byggenyt
AALESTRUP: Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har behandlet et kommuneplantillæg og et lokalplanforslag for ændring af bymidten og udvikling af en forladt erhvervsgrund i Aalestrup - den såkaldte Colasgrund - til et nyt og indbydende centerområde med mulighed for etablering af butikker, serviceerhverv, rekreativt område med mere. Udvalget besluttede at anbefale en endelig vedtagelse af lokalplan og kommuneplantillæg overfor byrådet.
REGION MIDTJYLLAND
SILKEBORG: Silkeborg Kirke står foran en gennemgribende renovering til næste år, som betyder, at kirken lukkes fra foråret 2016 og året ud, skriver Midtjyllands Avis.
Der er planlagt renoveringsarbejde for cirka 15 mio. kroner. Kirken skal blandt andet have et nyt gulv i lyst tegl, kirkebænken skal udskiftes, og der skal installeres ny varmeanlæg.
Kirken har entreret med arkitekt Mette Viuf Larsen fra arkitektfirmaet Vilhelmsen, Marxen og Bech-Jensen.
REGION SYDDANMARK
KOLDING: Plan- og Boligudvalget i Kolding Kommune har sagt god for, at der udarbejdes lokalplan for et areal ved Ndr. Ringvej/Vejlevej med henblik på opførelse af en ny boligbebyggelse.
Kolding Kommune har i august 2014 solgt ejendommen Ndr. Ringvej 1 til Boligorganisationen Domea, som har fået udarbejdet et nyt projekt for 96 etageboliger.
Den nye boligbebyggelse udformes som fire punkthuse/boligtårne i op til syv etager.
Den nye lokalplan skal give mulighed for bygninger med lavere bygningshøjde og bredere bygningsvolumener end hidtil planlagt. Det tidligere planlagte erhvervsareal på 2.200 kvm udgår, og boligantallet øges fra 60 til 96, idet der lægges op til flere boliger pr. etage.
Det er Plan- og Boligudvalget, der godkender lokalplanforslaget, når det foreligger. Udvalget forventes at kunne få forelagt lokalplanen til endelig vedtagelse i september/oktober 2015.
REGION SJÆLLAND
SORØ: Teknik- og Miljøudvalget i Sorø Kommune har sagt god for at dispensere fra lokalplan 97, sådan at en ansøgning om etablering af stadionkiosk og spillerbokse ved fodboldbanerne på Ringstedvej 32 kan imødekommes.
Det er Fodboldklubben Sorø Freja, der står bag ønsket om at etablere en stadionkiosk samt to spillerbokse. Stadionkiosken ønskes etableret i volden nord for fodboldbanerne. Der er ansøgt om en stadionkiosk på 28 kvm med en hævet terrasse på 120 kvm samt to containere under terrassen.