23948sdkhjf

MT Højgaard-selskab fornyer 900 boliger

Enemærke & Petersen er tildelt en stor renoveringsopgave til cirka 400 mio. kroner
Boligforeningen 3B har valgt det MT Højgaard-ejede entreprenørfirma Enemærke & Petersen til en omfattende fornyelse af 900 boliger i Herlev uden for København.

Bebyggelsen Hjortegården er opført i 1970’erne, og den planlagte renovering omfatter blandt andet tage, gavle, altaner, indgangsdøre, badeværelser og vandinstallationer. De 900 boliger er fordelt på dels 16 etagehusblokke med fire etager og i alt 550 lejligheder, dels 53 toetages rækkehusblokke med 350 boliger.

Positiv oplevelse

Enemærke & Petersen er valgt efter en samlet vurdering af de bydende selskabers tilbud vedrørende pris, tilrettelæggelse af projektet, erfaring samt miljø- og trivselshensyn.

- Vi er meget stolte over at være valgt til denne opgave, som vil tilføre stor værdi til Hjortegårdens beboere. Det er vores ambition, at renoveringen bliver en positiv oplevelse for alle, så vi ser frem til et godt samarbejde med både beboere, bygherren og de øvrige samarbejdspartnere, siger adm. direktør Henrik Mielke fra Enemærke & Petersen i en pressemeddelelse.

Flere opgaver

Den nye opgave i Herlev føjer sig til en lang række af lignende store renoveringsprojekter i Enemærke & Petersen - aktuelt blandt andet Rosenhøj og Langkærparken ved Aarhus og Vapnagaard i Helsingør.

Til udførelse i de kommende år vandt Enemærke & Petersen i 2014 blandt andet renoveringsopgaver af Korngården i Ballerup, Birkehegnet i Næstved samt Byengen og Nordengen i Kokkedal.

Projektet i Herlev har en værdi på omkring 400 mio. kroner, og det vil ifølge pressemeddelelsen have positiv betydning for MT-koncernens omsætning og resultat i projektets løbetid.

Kontrakten forventes underskrevet, når fristen for indsigelser udløber.

Projektet forventes afsluttet i slutningen af 2019.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11