23948sdkhjf

Sygehusdesign bytter rollerne om

Det nye supersygehus i Køge søger ved hjælp af arkitekternes design og indretning at gøre op med gamle rollefordelinger mellem læger på den ene side og patienter på den anden
800 af de cirka 850 sengepladser på det kommende universitetssygehus i Køge bliver enestuer. Og det stiller helt nye krav til arkitekt og entreprenør.

Under overskriften "Den lærende enestue" bliver Køge Sygehus en af spydspidserne i regionernes store og ambitiøse planer om at vende en meget lang tradition på hovedet: I fremtiden skal patienten ikke længere være gæst i sundhedsvæsenet. Fremover kommer læger og sygeplejersker i højere grad på besøg i patientens liv.

Det er i hvert fald ambitionen i den politiske vision, som Region Sjælland – som den første i Danmark – har vedtaget.

- Vi vil skabe et sundhedsvæsen, der foregår på patientens præmisser, og hvor patienten er hovedpersonen. På vores sygehuse og i psykiatrien er man allerede i gang med at formulere målsætninger for gode partnerskaber med patienterne. Vi skal have skabt en ændring i vores organisation, hvor der kommer øget fokus på menneskelige behov og bløde værdier, siger Kirsten Rask (S), formand for Region Sjællands udvalg for Patienten som Partner, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Pengene rækker længere

Hun tilføjer, at udvalgsmedlemmerne de næste år lægger spor ud for en grundlæggende kulturændring på regionens sygehuse og i psykiatrien.

Når lægen udfylder noget i journalen, kommer det direkte op på en storskærm, hvor man som patient kan følge med i alt, hvad der sker omkring behandlingen.

På skærmen vil patienten også kunne se information og få råd og undervisning om sine sygdomme.

- Erfaringen viser, at sundhedskronerne rækker længere på denne måde. Der er ikke tale om en spareøvelse, men nogle patienter vil vælge en mindre indgribende og dermed mindre kostbar behandling, siger Kirsten Rask.

I Køge arbejder man med en strategi om at opbygge, hvad regionen selv kalder "landets bedste sygehus ud fra tanken om, at patienten er alt."

- Det er typisk kun få uger eller måneder i et menneskeliv, at vi på et sygehus møder patienten. Derfor er det også patienten, der er ekspert i sit eget liv. Vi er eksperter i sygdommen. Tingene foregår i dag overvejende på systemets præmisser. Fremover skal det være på patientens betingelser, siger Henrik Villadsen, sygehusdirektør for Køge og Roskilde sygehuse.

Et nyt vartegn

Region Sjælland valgte i juni 2013 en rådgivergruppe med C.F. Møller, Alectia og Rambøll i spidsen som vinder af konkurrencen om det nye sygehus med et budget på fire mia. kroner.

- Projektet overbeviste os - med sin arkitektur og struktur - om, at det vil være robust både under planlægningen, udførelsen og i fremtiden, sagde regionsrådsformand Steen Bach Nielsen (S) ved den lejlighed til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Universitetssygehus Køge er en udvidelse af det eksisterende sygehus, der får tredoblet arealet til i alt 177.000 kvm. Projektet indeholder fleksibilitet i forhold til organisering af sygehusets funktioner, og skulle dermed give de bedste muligheder for at give sammenhængende patientforløb.

- Designet tager afsæt i det eksisterende sygehus’ kvaliteter og potentiale, og udgør en samlet arkitektonisk, funktionel og teknisk vision om et kompakt og overskueligt kompleks, siger arkitekt og partner i C.F. Møller, Klavs Hyttel.

Helende omgivelser

Køge Sygehus er placeret i en karakteristisk, ringformet skov. Det er udført af C.F. Møller i 1983-88, og bygningsanlægget er opført som en lav, tæt sygehusby med et enkelt, overordnet trafiksystem og uhøjtidelige gårdhaver og opholdsrum.

Hospitalet videreudvikler nu kvaliteterne til rekreative omgivelser:

"Landskabet rundt om sygehuset bliver udviklet med beplantning, søer og vandløb. Alle sengestuer får udsigt til landskabet vestover eller til Køge Bugt. De grønne omgivelser, rigeligt med dagslys, gårdhaver, grønne tage og udsigt er vigtige elementer i tanken om helende arkitektur", skriver arkitektvirksomheden C.F. Møller på sin hjemmeside.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11