23948sdkhjf

Byggenyt

REGION SJÆLLAND

SLAGELSE: Det tidligere industriområde nord for stationen ved Ndr. Ringgade og Kvægtorvsvej bliver måske til et stort boligområde med lige knap 600 lejligheder, skriver Sjællandske.

Slagelse Kommune er ved at tage første skridt, der kan bane vej for projektet, og det første skridt bliver at få lavet en ny lokalplan for området, som tillader tættere bebyggelse, end der hidtil har været lagt op til.

Ejeren af grunden, Steen Hansen, har bedt om at få lokalplanen for området ændret, og hans konsulent Holscher Nordberg A/S har sammen med kommunens Center for Plan og Byg lavet et oplæg, som skal danne grundlag for en kommende, revideret lokalplan.

Boligprojektet er inddelt i tre områder på tilsammen 52.800 kvm. Derudover skal Gasværksgrunden rumme 300 parkeringspladser, ligesom der bliver parkeringspladser ved husene.

Mod Ndr. Ringgade er det tanken at bygge karréer med fire til syv etager. Bygningshøjden skal trappes ned til to etager tættere på stationen for ikke at skygge for meget for andre boliger.

REGION SYDDANMARK

BILLUND: I løbet af i år vil et nyt og stort byggeri skyde op på Montanavej i Billund, når Billund Aquakulturservice A/S bruger mellem 25 og 30 mio. kroner på det, der i fremtiden skal være virksomhedens nye firmadomicil, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Firmaet producerer udstyr til dambrug, og det nye byggeri gør det muligt at samle aktiviteterne fra flere adresser på et sted.

Sammenlagt bliver der 4.000 kvm produktion og cirka 1.600 kvm med administration. Bygningen bliver 130 meter lang, så den kommer til at fylde stort set hele vejen.

Det indledende arbejde til byggeriet er gået i gang, og hvis alt går efter planen kan virksomheden flytte ind i sit nye domicil sidst på sommeren.

NYBORG: Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune godkendte før jul et forslag til lokalplan, der gør det muligt at udvide Rema 1000 på Frisengårdsvej 19 i Nyborg. Lokalplanen giver mulighed for udvidelse af Rema 1000 fra 900 kvm til maksimalt 1200 kvm.

Lokalplanforslaget er herefter fremlagt til offentlig høring frem til 24. februar.

REGION MIDTJYLLAND

HORSENS: Horsens Byråd har sagt god for renovering af ØK Arbejdernes Andelsboligforening af 1938, afdeling 6, Vesterport, til en samlet udgift på godt 284 mio. kroner.

Byggeriet er opført i perioden 1944 til 1947 og består i dag af 210 familieboliger. Efter renoveringen vil afdelingen bestå af 179 familieboliger, idet man nedlægger 31 boliger, således at de mindste lejemål i afdelingen er to-rums boliger på 60 kvm.

Boligerne vil efter renoveringen være på mellem 60 og 105 kvm med nye køkkener og badeværelser samt delvis med elevator, som sikrer beboerne adgang fra gadeplan. Renoveringen omfatter også etablering af nye altaner, ventilation og nye vinduer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109