Entreprenør fremtidssikrer økonomien
NCC-koncernen tjener endnu ikke penge på affaldshåndtering, men det skal ske efter planen. Koncernen dannede for to år siden NCC Recycling som en fremtidssikring
For to år siden dannede de derfor NCC Recycling, der arbejder på tværs af hele koncernen for at genanvende og tjene penge på byggeaffald. Processen er så omfattende, at NCC langt fra er i mål endnu med den fremtidssikring.
- Det er en strategisk forretning, men vi tjener ikke penge på den endnu. På sigt skal vi gøre det. Vi er stadig i etableringsfase, forklarer Peter Thorslund Mortensen, områdechef for recycling.
- Råstoffer bliver på et tidspunkt en knap ressource. For at være med i værdikæden, så vi også kan tjene penge på det, går vi med nu. Vi har en strategi for en break even, som vi ikke kan afsløre. Men der er et potentiale, siger Peter Thorslund Mortensen.
Fire fokusområder
Affaldshåndtering er nu også med i NCC´s strategi for bæredygtighed som ét af fire fokusområder, hvor NCC kan forbedre sig: Genvinding og minimering af affald er nu på linje med blandt andet klima og energi.
NCC Recycling forvandler blandt andet asfalt, beton og jord til nye bygge- og anlægsmaterialer gennem genindvinding og forædling. Kravet er, at størsteparten af materialerne skal kunne genanvendes.
NCC Recycling modtager, genanvender og sælger recycling produkter på terminaler i Sverige, Finland, Norge og Danmark. Råvarepriserne stiger, og derfor er genbrugsmaterialer lønsomme, mener NCC.