23948sdkhjf

Skanska sælger projekter til PFA

Skanska får 550 mio. kroner for to kontorejendomme under opførelse på havnefronten i København og i Gladsaxe
To kontorejendomme under opførelse skiftede hænder i går, da pensionsselskabet PFA købte to endnu ikke færdigopførte kontorejendomme af ejendomsudvikleren Skanska A/S.

PFA betaler 550 mio. kroner for de to ejendomme på Havneholmen på Københavns havnefront og i Gladsaxe uden for København.

- Interessen for ejendommene har været meget stor, hvilket understøtter Skanskas strategi om at udvikle velbeliggende energieffektive og bæredygtige projekter. Det har stor betydning for os, at vi kan sikre vores lejere en fremtidig professionel udlejer, siger Peter Nymann-Jørgensen, der er adm. direktør i Skanska A/S i en pressemeddelelse.

To kontorfløje

Ejendommen Plaza II og III på Havneholmen består af to kontorfløje forbundet af en glasmellemgang til et samlet domicil på cirka 10.700 kvm. Dertil kommer en tilhørende underjordisk parkeringskælder med 148 pladser.

Ejendommen er fuldt udlejet som domicil for smykkeproducenten Pandora A/S og afleveres til PFA i april 2016.

Projektet i Gladsaxe består af en eksisterende bygning opført af Skanska i 2010 samt en ejendom under opførelse til aflevering i oktober. Ejendommen er på cirka 8.400 kvm og er fuldt udlejet som domicil til Alfa Laval Copenhagen A/S, der producerer dekantercentrifuger og ferskvandgeneratorer.

- Vi er meget glade for at kunne erhverve disse velbeliggende ejendomme fra Skanska. Det er kvalitetsejendomme med lange lejekontrakter med solide lejere som Pandora og Alfa Laval. De passer derfor rigtig godt ind i PFA´s eksisterende portefølje og i vores investeringsstrategi, siger direktør i PFA Ejendomme Michael Bruhn i pressemeddelelsen.

Bæredygtig profil

Fælles for ejendommene er en bæredygtig profil, hvor et lavt energiforbrug sikres gennem blandt andet solceller på taget og intelligent klimastyring inde i kontorerne.

-Det er helt i tråd med vores strategi, der blandt andet har fokus på at investere i fremtidssikrede projekter med miljøvenlige profiler, siger Michael Bruhn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094