Lovsjusk og helt til grin
Dette kan man ikke just sige om den nye Lov om Byggeskadeforsikring fra 2012, der blev lavet for at nedbringe antallet af byggeskader og for at beskytte forbrugeren mod de problemer og omkostninger, der er forbundet med udbedring af byggeskader.
Når en bygherre ønsker at ombygge, og han ønsker at gøre en del af arbejdet i egen produktion, så er det kun den del af arbejdet, der udføres af andre, der faktisk er dækket af forsikringen. Det betyder i en konkret sag omtalt i dag i Licitationen, at han skal betale 25.000 kroner for at forsikre en mindre entreprise på 50.000 kroner.
Tilmed er forsikringen lovpligtig, og det betyder faktisk, at bygherren overvejer, om det er det hele værd at bygge om.
Der er masser af eksempler på mindre ombygninger og moderniseringer, som vil kunne blive ramt af den nye lov. Det er da helt fair, at man med loven i hånden gerne vil hindre så mange byggeskader som muligt, men det er ikke forbudt at tænke konsekvenserne igennem i mulige scenarier, inden man hovedløst vedtager ny lovgivning.
Det er netop tiltag som dette, der er med til at gøre det besværligt for især mindre og mellemstore virksomheder at få gang i aktiviteterne.
Det kan ganske vist være utilsigtet, men at loven stiller krav, der giver forsikringsselskaberne cárte blanche til at opkræve op mod 50 procent af en entreprisesum i forsikringspræmie til en byggeskadeforsikring, er fuldstændig hovedløst og uigennemtænkt.
Der må som minimum være en bagatelgrænse, således at en bygherre, der måske selv kan udføre dele af arbejdet, ikke kommer i denne form for klemme. Alternativt vil man formentligt se forskellige mere eller mindre kreative løsninger for at slippe udenom kravet til en byggeskadeforsikring.
Så lovgiverne må vist konstatere, at der er brug for en hurtig "opdatering".